De københavnske daginstitutioner holder sommerlukket i uge 29 og 30. Det har et flertal på Rådhuset besluttet som led i en spareøvelse. Enhedslisten har fra starten advaret om at der imidlertid er tale om en papirbesparelse, der er udregnet af det kommunale bureaukrati. I virkelighedens verden er besparelsen minimal.
Lukkeugerne skal presse forældrene til at holde familiens ferie i de pågældende uger. Dermed bliver der behov for færre pædagoger. Men da pædagoger nu engang også skal have løn i deres ferie, vil besparelsen nødvendigvis skulle findes på institutionernes overordnede ramme. Og det er ikke lige hvad de i forvejen pressede institutioner har brug for.
Familierne rammes også i uge 28 og 31. For pædagogerne har ret til tre ugers sammenhængende ferie. Og når der er tvungen fri i uge 29 og 30 betyder det, at institutionerne må køre på halv kraft i uge 28 og 31. Dvs. at partierne bag beslutningen har sørget for at genere de københavnske børnefamilier og pædagogiske personale i i alt fire uger af sommerferien.
Enhedslisten vil derfor have afskaffelse af lukkeugerne højt på ønskelisten, når budgetforhandlingerne går i gang efter sommerferien.
trykt i Amagerbladet 21/6-11
BR-medlem
Gruppeformand
Børne- og Ungdomsudvalget
Arbejder som politisk sekretær for Enhedslisten
Flere blogs fra Rikke