I de seneste uger har der været meget diskussion om aktiveringsindsatsen i København. Det er virkelig vigtigt for os, at det er den lediges situation, der er i centrum i denne diskussion.
Derfor har vi i de seneste uger besøgt flere af de københavnske aktiveringssteder for med egne øjne at se, hvordan det står til med indsatsen. Det vi allertydeligst har set er, at selv Københavns dygtige kommunale medarbejdere kommer til kort overfor regeringens stramme kontrol, overflødige regler og kassetænkning.
Forskellige folk har nemlig forskellige behov. Når vi hører eksempler på aktivering, hvor en uddannet murer skal lære at efterligne Hitlers underskrift på et ’personlig branding’-kursus, så er det et direkte resultat af en lovgivning, der har mere fokus på at få sendt folk i aktivering, så ledighedstallet holdes kunstigt nede, end på at hjælpe den enkelte videre med hans eller hendes liv.
Indtil vi får en ny regering, vil vi gøre vores bedste for at forbedre de ledige københavneres vilkår, bl.a. ved at arbejde for en bedre kontrol af de private jobfirmaer. Men for at gøre det, så skal vi også have de københavnere, der har oplevet systemet på banen. Hermed en opfordring til at melde ind og give bud: hvordan skaber vi aktivering, der giver mening for den enkelte? Bland jer med jeres erfaringer og oplevelser af arbejdsløshedssystemet i København.
Skrevet sammen med Neil Stenbæk Bloem, beskæftigelsesordfører for SF
BR-medlem
Beskæftigelses- og integrationsudvalget
Læser til socialrådgiver
Flere blogs fra Signe