Aldrig så snart var 2011 skudt i gang, før diskussionen om afskaffelse af efterlønnen, og behovet for ekstra arbejdskraft, fyldte det hele.
Diskussionen er paradoksal fordi vi står med det modsatte problem netop nu: Manglen på arbejdspladser og stigende ledighed. Det betyder, at 2011 igen kommer til at stå i aktiveringens tegn.
En af regeringens nye ideer er virksomhedspraktik. De er så glade for det, at Københavns Kommune straffes økonomisk, hvis ikke vi sender ledige i virksomhedspraktik.
Virksomhedspraktik kan være en god ordning for nogle ledige. F.eks. for nyuddannede, der har brug for at lære, hvordan tingene fungerer på en arbejdsplads, eller en ledig der vil skifte fag og derfor skal snuse til en ny slags job.
Men for mange andre er det en reel risiko, at man kommer til at arbejde gratis. Når fx en tømrer sendes i praktik som tømrer. En tømrer kommer ikke tættere på et job fordi hun laver gratis tømrerarbejde i fire uger. Hun har ikke brug for virksomhedspraktik – hun har brug for et job.
Vi risikerer altså, at de aktiverede bliver til billig - eller gratis - arbejdskraft for arbejdsgiveren, hvilket ender som løntrykkeri.
Den helt store udfordring i 2011 bliver derfor at sikre, at virksomhedspraktikken ikke bliver misbrugt. Enhedslisten vil snart fremlægge forslag, der sikrer, at det bliver de arbejdsløses rettigheder og mulighed for at få reelle jobs, der kommer i centrum.
Godt nytår
BR-medlem
Beskæftigelses- og integrationsudvalget
Læser til socialrådgiver
Flere blogs fra Signe