› Opdateret 22. februar 2011

Behov for Fixerum

Et hus med fixerum i stuen og tilbud om misbrugsbehandling på første sal. Det har været vejen ud af stofmisbrug for mange canadiere, og det burde København lære noget af.

Der er stor ståhej i København for tiden, fordi nogle private vil lave et fixerum på Vesterbro, hvor narkomaner kan indtage deres stoffer. Sådan et rum må kommunen ikke tilbyde ifølge lovgivningen. Og det er rigtig ærgerligt, for erfaringer fra Canada viser, at fixerum med sundhedsfagligt personale i kombination med rådgivning og behandling kan få mange misbrugere ud af deres misbrug og forbedre sundhedstilstanden for endnu flere.

I efteråret var Socialudvalget i Vancouver i Canada for blandt andet at se behandlingsstedet Insite. Det er et grønt hus i tre etager, der ligger midt i det fattigste postnummer i hele Canada, bydelen Downtown Eastside. Bydelen har 16.000 indbyggere og en fjerdedel har en diagnosticeret psykiatrisk lidelse. Næsten 5.000 i bydelen tager dagligt heroin og kokain. Det præger selvsagt gadebilledet. Overalt ser man mennesker i lurvet tøj, fjerne i blikket, der taler eller råber med sig selv. På husfacaderne skaller malingen af og mange vinduer er dækket af spånplader. Det er lige før, forholdene omkring Maria Kirkeplads bliver helt nydelige ved siden af. Noget af det man gør for de mest udsatte i Vancouver virker, noget gør ikke. Men en af succeshistorierne er Insite.

I stueetagen er der et stofindtagelsesrum, hvor misbrugere kan tage deres stoffer i rene omgivelser og med rene kanyler og piber. I et rum ved siden af, sidder sygeplejersker, der kan hjælpe misbrugerne med at få behandlet nogle af de skavanker, der ofte følger i kølvandet på et liv som misbruger – fx bylder, blodpropper, betændelse og hiv. Her yder man her og nu-hjælp, der kan gøre tilværelsen en smule mere overskuelig for de, der lever på kanten af samfundet.

På førstesalen i Insite sidder socialrådgivere parat til at tage imod dem, der gerne vil ud af deres misbrug. Der er ikke alle, som tager trappen op til første sal, og de gør de i hvert fald ikke de første par gange de kommer til stedet, men medarbejderne i Insite fortalte os, at brugere, som egentlig kun kommer for at fixe, efter noget tid ofte kan overtales til at tage trappen op til etagerne ovenover til afgiftning og behandling. Og endnu vigtigere fortalte de os, at den gruppe misbrugere, de får kontakt til i fixerummet ville være nogen, de ellers ville have meget svært ved at nå.

Det har været en øjenåbner at se, hvordan de gør i Vancouver. Og jeg mener, at vi også i København skal have fixerum, hvor man i opgangen også bliver præsenteret for andre tilbud, der kan fungere som brobygger til behandling for en af samfundets mest marginaliserede grupper. Og en vigtig pointe er, at en by som København skal have stofindtagelsesrum flere steder i byen. De skal være der, hvor vi ved, at misbrugerne opholder sig. Jeg ønsker ikke én stor stofindtagelesesfabrik på Vesterbro. Vi bør ikke klumpe tilbudene sammen på Vesterbro og dermed tiltrække og fastholde miljøet til netop den bydel.

Den overordnede politik hos Insite er, at der skal være plads til alle. Der er en erkendelse af, at mennesker har forskellige behov i forhold til afgiftning og behandling. Nogle kan gå direkte fra afgiftningen til behandling og stoffrihed, mens andre har brug for at gennemgå et afgiftningsforløb ti gange, inden de er motiverede for behandling.

På Halmtorvet på Vesterbro i København har vi pilotprojektet Sundhedsrummet, som er et såkaldt lavtærskeltilbud til hjemløse og misbrugere på Vesterbro.

Hundrede gange om ugen bliver Sundhedsrummet besøgt af brugere, der kommer for at få renset et sår hos en af sygeplejerskerne, eller for at få en snak om fremtidsmulighederne med socialrådgiveren, eller bare for at hente rene kanyler. Hver eneste gang bliver tilværelsen en lille smule mere overskuelig for de, der ikke har nogen erfaringer med at lave en aftaler med systemet – og ofte heller ikke har ressourcer til at overholde aftalerne, når det endelig lykkes at få noget i stand.

Efter nogle besøg og samtaler har flere af brugerne fået så meget tjek på tilværelsen, at de kan overgå til det normale behandlingssystem og nøjes med at besøge deres egen læge. Andre har fået så meget styr på sig selv, at de kan overskue at flytte i egen lejlighed med alle de pligter, der medfølger – huslejen og elregningen skal betales en gang om måneden, og der skal være mad i køleskabet.

Men selvom man taler om lavtærskeltilbud, så er Sundhedsrummet stadig kun for de, der kan overskue konsekvenserne af at dele kanyler og crackpiber med andre. Der er stadig en restgruppe, som er så dårligt fungerende, at de ikke af egen drift opsøger Sundhedsrummet.

Med et stofindtagelsesrum vil vi derimod kunne tiltrække selv de allersvageste. Til gavn for den enkelte, for København og samfundsøkonomien.

Trykt i Politiken 22/2-2011