Enhedslisten siger nej til at tvinge tosprogede børn til at gå i skole langt fra deres hjem. I stedet for at bruge tvang overfor børnene argumenterer Rikke Lauritzen i denne kronik for at give folkeskolen et socialt og fagligt løft

Frank Jensen (A) og Bo Asmus Kjeldgaard (F) vil gøre op med de såkaldte ghettoskoler. Det skal være slut med hvide og sorte skoler i København. Derfor vil de tvangssprede børn, der taler dårligt dansk.
Inspirationen kommer fra Århus Kommune, hvor man med tvang har spredt tosprogede børn til skoler med en majoritet af etnisk danske børn.
Som udgangspunkt vil Enhedslisten gerne have en bedre fordeling, fordi det er i Folkeskolen, man møder folk fra forskellige samfundslag. København er en multietnisk og mangfoldig by, og den virkelighed skal børnene også opleve i Folkeskolen.
Nej til tvang
Alligevel er der god grund til, at sige nej til modeller der bygger på tvang.
Danmarks Pædagogiske Universitet har undersøgt tvangsspredningen i Århus. Og ifølge dem scorer de tosprogede børn, der går på deres distriktsskole, og dermed slipper for lange bus- og taxature, ligeså højt i test som de børn, som kommunen spreder. Også Undervisningsministeriets Integrationsprojekt har konkluderet, at spredning ikke i sig selv har nogen effekt.
Der er til gengæld omkostninger for børnene. De skal bruge en god del af deres vågne tid på at blive fragtet rundt med bus og taxa. Og det er svært at lege med klassekammeraterne efter skoletid, når de bor i en anden bydel, og forældrene ikke hører til blandt de ressourcestærke københavnere med bil eller Christianiacykel.
Modellen må logisk set også betyde, at en del af de etnisk danske børn skal flyttes til de såkaldte sorte skoler. Ellers kan man ikke leve op til målsætningen om, at ingen skoler skal have mere end 40% tosprogede børn.
Og det kræver desværre ikke meget fantasi at forestille sig, hvad resultatet bliver. Nemlig at endnu flere ressourcestærke forældre vælger at flytte deres børn over på en privatskole. For ingen ønsker at lade deres egne børn være murbrækkere for en skolereform, der i bund og grund skal dæmme op for resultaterne af en forfejlet boligpolitik.
Alligevel vil flertallet hellere vise handlekraft end kigge på, hvad vi faktisk ved, der virker.
Københavnermodellen virker
I København har vi siden 2006 arbejdet med den såkaldte københavnermodel. Altså at børn med dansk som andetsprog kan skifte til skoler i velstillede dele af byen, hvis de selv og deres forældre ønsker det.
Siden Københavnermodellen blev vedtaget, er der startet 800 tosprogede børn på skoler med primært etnisk danske børn. Samtidig ser vi tegn på, at danske familier vender tilbage til Folkeskolen.
Nu er der brug for at vi udvider modellen til at dække flere dele af byen. Samt at vi udvider skolekapaciteten på Østerbro, i Indre By og i Vanløse, så vi møder de udfordringer der er, når forældre vælger skole uden for deres eget distrikt.
Effekten skal have lov til at sprede sig som ringe i vandet. Vi kan ikke måle resultaterne fra det ene år til det andet. Det kan tage op til ti år, før effekten er slået fuld igennem af det, vi satte i gang i 2006.
Men det kræver, at vi politikere holder op med at bilde vælgerne ind, at de her ting kan løses med et snuptag. For det kan det ikke. Heller ikke med tvang.
Fagligt løft
Det betyder naturligvis ikke, at vi bare skal lade stå til i Folkeskolen. For der er i høj grad brug for et fagligt løft. Vi skal sikre at skolerne har den pædagogiske tænkning i højsædet uanset elevsammensætningen.
Vi skal tilbyde mere efteruddannelse til lærerne, så de bliver bedre til at undervise i dansk som andetsprog og samtidig give lærerne redskaber til at håndtere de særlige udfordringer der er ved at undervise elever, hvis hjemlige forhold er vanskelige.
Vi skal også have fjernet de forringelser, der er indført i de senere år. Loftet over klassestørrelsen skal igen ned på 24 mod de nuværende 28. Og vi skal indføre tolærerordninger i de små klasser, så der er tid til den enkelte elev.
Endelig er der behov for at vi fra politisk hold ændrer vores syn på tosprogede børn. I dag fokuseres der udelukkende på, at det er et problem. Men rent faktisk er det en vigtig ressource at kunne flere sprog. Både for barnet og for samfundet på sigt. Vi skal genindføre og forbedre modersmålsundervisningen. Og skolerne skal anerkende elevernes samlede sproglige ressourcer og inddrage dem i undervisningen.
Men vi skal have mod til at lade tiltag fungere, inden vi i panik kaster os over et nyt og mere drastisk tiltag. Også selvom det er valgår!
| 15.09 | Byplan-debatrække 8: Livet mellem husene |
| 19.30 | Om byrum, livskvalitet, trafik og hvordan vi skaber et bedre byliv i en (...) |
| 22.09 | Byplan-debatrække 9: Kig og op se noget rooftop |
| 17.00 | Snak, mad og en tur ud i samfundet for at se på subkultur, streetart og især (...) |
| 30.09 | Byplan-debatrække 10: Boligøkonomien |
| 19.30 | Hvad betyder boligøkonomien for byudviklingen – om den almene sektors fald i (...) |
| Se hele kalenderen |
Ud af krisen: sæt gang i beskæftigelsen!