-
 -

Den vigtigste kamp

Kommunevalget om 4 uger er vigtigt. Det handler om den hverdag du har – og den hverdag du vil have i fremtiden

Men valget er også vigtigt, fordi det er med til at påvirke hele den vej vores samfund udvikler sig.

Den vigtigste kamp

Vi står midt i hundrede års vigtigste kamp om samfundets udvikling. Vi har en regering, som ikke tager det store liberalistiske opgør med velfærdsstaten, men i stedet undergraver den i mindre bider ved at opbygge en privat sektor, der overtager velfærdsopgaverne. Mest tydeligt ser vi det på sundhedsområdet, hvor overskrifter som ”frit valg” og ”behandlingsgaranti” dækker over, at der pumpes store penge over i den private sektor. Eksempelvis får børn nu garanti for at kunne blive undersøgt på psykiatriske hospitaler inden for en kort frist. Konsekvensen er klar: der åbnes private psykiatriske hospitaler, som det offentlige finansierer.

Ved konsekvent brug af ”frit valg”-begrebet, forsøger regeringen at forvandle os fra borgere i et demokratisk fællesskab til forbrugere i samfundets supermarked.

Kommunerne holdes i spændetrøje

Samtidig holdes kommuner i en stadig hårdere spændetrøje med anlægs- og serviceloftet. Forklaringen bag gav Claus Hjort Frederiksen i Børsen for fem år siden: ” – ’Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem pct., mens den private er blevet 20 pct. større. Så opstår et nyt Danmark’”

Og vi står midt i frontlinjen. Som kommune, som storby – som landets røde hovedstad. Regeringen har udset kommunerne til syndebukke for udsultningen af den velfærd, vi kender. Det ser vi hele tiden, hvor regeringspolitikere giver kommunerne ansvaret for svigt i velfærden, mens de samtidig afviser kommunernes ønsker om at hæve skatten, så de kan betale for velfærden…

Sammenhold og solidaritet

Vi bør ikke i København hjælpe Claus Hjort med at udhule velfærdssamfundet. Enhedslisten ønsker en anden vej, hvor vi sætter arbejderbevægelsens grundlag; sammenhold, solidaritet, at tage ansvar for hinanden og dem, der ikke kan selv, i centrum for samfundsudviklingen. Her i byen, og på landsplan. For det vil københavnerne.

Valget i 2005 gav de tre partier i denne by, der udspringer af arbejderbevægelsen 60 % af stemmerne. Når de radikale – som jeg nok skal lade være med at rose for meget, men alligevel på mange stræk er et progressivt parti her i byen - tælles med, så var det 75 % af københavnerne, der fravalgte regeringens partier.

København er…en levende, mangfoldig og tolerant by. En by bygget på solidaritet. Bygget af arbejderbevægelsen. Hvis det i fremtiden er solidariteten, der skal være fundamentet, er det arbejderbevægelsen og dens partier, der skal bære byen ind i fremtiden.

Vi mener derfor at det være disse partier – Enhedslisten, SF & socialdemokraterne, der må udgøre grundstammen i byens styre, meget gerne sammen de radikale.

Derfor er vi glade for at være med i en fælles aftale med SF, socialdemokraterne og LO-storkøbenhavn, hvori vi sætter nogle pejlemærker for byens udvikling i de kommende år. Se aftalen her

Men hvis pejlemærkerne skal blive til virkelighed – hvis byen skal udvikle sig rødt og grønt – så er det helt centralt at Enhedslisten bliver styrket ved kommunevalget.

Rød politik i den røde by

Enhedslisten vil kæmpe for vores mangfoldige by. Enhedslisten vil bruge hver eneste stemme vi får til at føre en solidarisk, socialt ansvarlig og tolerant politik på rådhuset. Vi er garanten for at der føres rød politik i den røde by. København er en fantastisk by. Med mange farver, lugte og skæbner. I København er der plads til alle slags mennesker – unge, gamle, store & små, fattige & rige, sorte & hvide. København er fantastisk – og den kan blive endnu bedre.

Det starter med et rådhus i rødt og grønt.

 -
Folkeskolen skal afspejle samfundet

Der kommer ingen havnetunnel

Københavnerne vil have billigere busser og færre biler

Flere blogs