› Opdateret 2. september 2011

Et mere retfærdigt København

Holdt denne budgettale i går i Borgerrepræsentationen

Det går fremad i København. Vores by vokser.

Og vi kan se den forvandle sig for øjnene af os. Hvor der tidligere var nedslidte områder, som folk hastede igennem, er der nu nyrenoverede bygninger og pladser – til glæde for både byens borgere og turister.

Hver måned kommer der 1000 nye københavnere, og Københavns økonomi har det historisk godt. Indtægterne overstiger udgifterne. Kommunens kasse bugner.

København er klart i front blandt landets kommuner, når det gælder økonomien. Nr.1. Og ved årets budgetforhandlinger er der flere milliarder at fordele i år og de kommende år.

Men der er også brug for pengene. For København er også en by med mange problemer.

Nok har vi fået flotte pladser og spændende bygninger med arkitektonisk værdi, men byen har også skyggesider. Dér hvor fattigdom, udstødelse, marginalisering og sygdomme er en del af hverdagen.

Den øgede ulighed – polarisering – truer sammenhængskraften i vores by. Vi ser, hvordan mennesker i stigende grad bor sammen med andre, der ligner dem selv. De fattigste bor i bestemte – almene – boligområder og de ressourcestærke andre steder.

Den opdeling af byen slår også igennem på vores skoler. Her ligner børnene også hinanden. Vi ser, hvordan sundhedstilstand – og levetid – er vidt forskellig fra område til område. Det betyder, at der leves ekstremt forskellige liv i vores by – og at vi ikke kender hinanden.

Når vi ikke kender hinandens liv, opstår der let fordomme. Vi bliver bange for hinanden – og vrede på hinanden. Så er det, at sammenhængskraften forsvinder i vores by. Og den ulighed – den opdeling – er en kæmpe barriere for Københavns fremtidige vækst og udvikling.

København er den by – den kommune i Danmark – hvor fattigdommen er størst. Ifølge Socialforvaltningens fattigdomsundersøgelse fra 2010 oplever 35.000 københavnere fattigdom i et år eller mere. Det svarer til alle, der bor på Vesterbro. Så når det gælder fattigdom kommer København også ind på en deprimerende førsteplads. Det skal siges, at undersøgelsen baserer sig på tal fra 2008, men jeg formoder, at tallene i dag er endnu mere nedslående.

Fattigdom og udstødelse er ikke lige så nemme at få øje på som flotte bygninger og fin arkitektur. Vi ved fra vores undersøgelse, at når man er fattig, ja så skammer man sig. Man forsøger at skjule det.

Vi ved, at ca. 42 procent af de fattige ikke kommer til tandlæge. Vi ved, at fattige familier fravælger sund mad. Vi ved også, at flere og flere sættes ud af deres boliger, fordi de ikke kan betale huslejen. Og vi ser mange mennesker med psykisk sygdom, der bor i bestemte områder, som har svært ved at klare dagen og vejen, og som har det svært med deres naboer. Og omvendt.

De sociale problemer, vi ser, skyldes ikke etnicitet, kultur eller religion, men den fattigdom, der dominerer især i visse boligområder. Økonomisk fattigdom fører til menneskelig fattigdom og social armod. Her har vi i salen sammen en opgave at løse.

For Enhedslisten er fattigdom og ulighed måske det største problem, vi står overfor.

Vi mener, at byens styre skal arbejde for at overvinde fattigdommen, mindske uligheden og polariseringen i byen. Og at det arbejde skal afspejle sig i det kommende budget.

En by er et fællesskab, og et fællesskab fungerer nu engang bedst, når det bygger på en grundlæggende solidaritet og forståelse for hinanden. Og det betyder, at vi skal tage hånd om de mennesker, der af forskellige grunde har brug for hjælp og støtte. Uanset hvem det er, uanset hvorfor, og uanset om det kan betale sig.

Den grundlæggende humanisme og solidaritet er en grundpille i den arbejderbevægelse, der byggede byen op, er i disse år under angreb – ikke mindst fra en regering, der bruger krisen som undskyldning for at afvikle velfærdsstaten skridt for skridt. Det har den gjort fx ved at halvere dagpengeperioden, afskaffe efterlønnen og indføre en starthjælp og et kontanthjælpsloft, der holder mennesker i fattigdom.

Som jeg nævnte til at begynde med, oplever vi i København økonomisk vækst i disse år. Og spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe flere job her i København. I enhver borgerlig erhvervsorganisations grundbog vil man tale om lavere selskabsskat, lavere grundskyld, og mere asfalt. Det har da også været den vej, som erhvervsdirektører har foreslået i den seneste tid.

Sagen er bare, at det er en ret gammeldags og traditionel måde at tænke vækst på. I Enhedslisten vil vi gerne slå til lyd for, at der også er andre veje.

For vækst, udvikling, livskvalitet i en moderne verden forudsætter ikke lav løn og lav skat. Men det forudsætter en veluddannet befolkning. Ikke blot når det gælder vidensarbejde og innovation, men også når det handler om konkret fremstilling af produkter og designs.

Et godt og dækkende uddannelsessystem, der i langt højere grad end i dag samler alle københavnske unge op, er ikke gratis. Det koster penge. Grundskyld og selskabsskat skal være med til at holde for.

Livskvalitet – at byen er god at bo og leve i – er også helt afgørende parametre for, om virksomheder – udenlandske og danske vælger at slå sig ned i byen.

Derfor er investeringer i velfærd, i ordentlige daginstitutioner, skoler, hjemmepleje, ældreboliger, hjælp til hjemløse og andre udsatte, anstændige forhold for mennesker med handicap og psykisk syge i sig selv centralt for udviklingen i Københavns Kommune.

Ligesom overvindelse af polarisering, opdeling og fattigdom er hamrende nødvendig for livskvaliteten i byen og dermed også for vækstmulighederne. Af mange grunde ser vi det derfor, som helt afgørende at investere i velfærden i Københavns Kommune.

I Enhedslisten er vejen til vækst – til udvikling – også grøn. Vi skal investere målrettet i grøn teknologi og grønne brancher. Vi skal realisere den klimatilpasningsplan, BR lige har vedtaget. For klimaet har forandret sig. Sommerens skybrud har forårsaget skader i milliardklassen på kommunens bygninger. Det giver stof til eftertanke. Herhjemme og globalt.

Globalt kommer det til at handle om sult, mangel på vand, svindende naturressourcer og krige. Herhjemme bør vi gribe i egen barm og se, hvad vi kan gøre for at forhindre, at klimaproblemerne bliver værre. Og vi kan faktisk gøre en hel del. Vi kan mindske privatbilismen, som er en af de største udledere af CO2 i vores by. Derfor skal vi have færre biler i vores by.

En betalingsring omkring byen er et nødvendigt middel, som vi i budgettet bør forberede, så meget vi kan, så den kan indføres så hurtigt som muligt. Men det er ikke nok. Den bør ikke stå alene. Vi skal også gøre, hvad vi kan, for at den kollektive trafik, cyklisterne og fodgængere får bedre forhold. Det gør man altså ikke ved at skabe flere P-pladser. Flere P-pladser giver bare flere biler, og de tager plads fra de bløde trafikanter, øger luftforeningen, modarbejder klimamålene – og gør det sværere at håndtere skybrud.

Skybrudene var som nævnt hårde ved vores ejendomme. Og vi er nødt til at investere i vores ejendomme. Alt for mange skoler, bosteder, kontorbygninger er slidt ned under gulvbrædderne. For Enhedslisten er det en prioritet i de kommende forhandlinger, at få startet klimarenoveringen af vores bygninger. Fordi det kan betale sig, og fordi det er almindelig anstændighed at sørge for nogle ordentlige rammer til såvel medarbejdere som borgere.

Vi har et vedligeholdelsesefterslæb på 2,7 mia. kr. Det betyder, at børn undervises i lokaler, hvor det trækker, hvor det er varmt om sommeren og koldt om vinteren. Og det er os, som har ansvaret for, at mange af vores medarbejdere arbejder i lokaler, som i hvert fald ikke styrker deres helbred.

Kommunens bygninger skal være i orden, men det skal kvaliteten af den indsats, som ydes inden i bygningerne, også.

For Enhedslisten er det centralt, at der er gode skoler og daginstitutioner til alle byens børn. Det handler ikke bare om, at få en plads, når man skal bruge den, men også om at den pædagogiske indsats og undervisningen er af høj kvalitet. Ligesom kvaliteten skal være i top i de tilbud, som er rettet mod børn og unge med sociale og psykiske vanskeligheder.

Om 14 dage går danskerne til valg. Det er et vigtigt og afgørende valg. Vi har brug for en regering, der vil samarbejde med København. Én, der ikke er bange for københavnerne, og én, som har blik for de særlige problemer, vi har.

Én regering, som giver os mulighed for at give stofmisbrugerne et antal stofindtagelsesrum. Altså, en regering, som sikrer byens narkomaner lidt værdighed og støtte i en kaotisk hverdag. Og som dermed samtidig vil give især beboerne på Indre Vesterbro en hverdag med færre kanyler på gaderne.

Vi vil gerne have en regering, som anerkender, at der findes flere og flere papirløse immigranter her i landet – ikke mindst i København. Vi vil gerne have en regering, som vil samarbejde med byen om både at sikre basal humanisme overfor udenlandske hjemløse og tillade nogle rammer, som sikrer, at de papirløse immigranter kan få en ordentlig social støtte med henblik på at vende hjem.

Vi har også brug for en regering, der vil prioritere den kollektive trafik frem for privatbilisme. Som vil opkræve ekstra penge fra bilisterne og bruge dem til at investere i bedre og flere busser og tog. En regering, som kan se nødvendigheden – af hensyn til sundhed, luftforurening og klima – at have færre biler i byen.

Vi mener, at vi med dette budget skal forberede os på, at vi i København – forhåbentligt meget snart – får flere muligheder. Jeg tænker her ikke bare på betalingeringen, men også på stofindtagelsesrum og transitrum.

I Enhedslisten ønsker vi os en regering, som i højere grad tør belave sig på tillid.

Tillid til at medarbejderne i virkeligheden står op hver morgen og går på arbejde med intentionen om at udføre et godt stykke arbejde. Som det er i dag, er det ikke nok, at de offentlige ansatte gør deres arbejde. Det skal også dokumenteres. Og den tid det tager, går fra mødet mellem den ansatte og københavneren.

Noget andet er den styring, der ofte løsriver den enkeltes nærmeste ledelse fra den hverdag og den faglighed, som der er brug for i mødet mellem den ansatte og københavneren. Styring, som for den enkelte medarbejder, risikerer at fjerne både formålet med og stoltheden over ens arbejde. Fordi der ligges lag ind mellem den ansatte og borgeren.

Hvor det forhold, der ellers skulle handle om faglighed, vurdering og service, reduceres til at handle om køb og salg af ydelser på markedsvilkår.

Enhedslisten vil gerne udvikle nye metoder til at sætte medarbejderne fri. Det er som om, at alle taler om tillid, mens de går i den stik modsatte retning.

Helt konkret ønsker vi, at vi i det kommende budget vedtager at lave forsøg, således at eksempelvis hjemmeplejeenheder, klynger af daginstitutioner, sociale døgninstitutioner, får mulighed for at eksperimentere med alternative styringsmodeller i et par år. Modeller, hvor faglighed og tillid er i centrum. Således at vi kan afprøve nye og mere demokratiske styringsmodeller, som så kan inspirere os til, hvordan – og med hvilke ledelsesformer der skal styres i fremtiden.

På mandag vil Enhedslistens ordførere uddybe vores holdninger, ønsker og ideer til det kommende budget på alle politiske områder. Det budget er vigtigt. Vi har mulighed for at overvinde mange af de problemer, vi har. Ikke mindst fordi der faktisk er mulighed for at bruge flere penge til service end nulvækstrammen tillader.

Enhedslisten er klar til forhandlinger. Klar til at arbejde for at skabe et resultat, som peger fremad, som sikrer de svageste københavnere, sætter grøn vækst på dagsordenen, giver ordentlige forhold for vores børn.

For os er det indlysende, at de partier, som forhåbentlig skal bære den kommende finanslov igennem i folketinget, socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de radikale, bør være udgangspunktet for næste år budget.

Vi ser frem til forhandlingerne. Vi vil skabe et retfærdigt København – budgettet for 2012 kan blive et godt første skridt!