I mandags var jeg med til at tage det første spadestik til de nye boliger til handicappede, der skal skal afløse det gamle store institutionslignende byggeri Sundbyvang
Det skete på Amager, sammen Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De nye plejeboliger er de første som vi bygger til beboerne på Sundbyvang.
Boligerne skal erstatte de nuværende små nedslidte værelser, hvor man typisk skal dele bad og toilet med flere andre.
Som en del af det nye plejeboligområde bliver der også bygget almindelige almene boliger - så området bliver mere blandet.
Et af de hyppigste kritikpunkter af forholdene for københavnske handicappede har netop været de dårlige fysiske rammer, beboerne på f.eks. bostederne på Sundbyvag har haft.
Vi ved at de fysiske rammer betyder meget for hverdagen. Er væggene snævre, er der kø til toiletterne, og går man og skubber til hinanden, ja så kommer der lettere konflikter. Og dermed mindre tid til samvær og pædagogisk arbejde.
Er rammerne derimod i orden, så får den enkelte beboer mere værdighed. Man kan få gæster på besøg hos sig selv, man får mere lyst til livet. Ordentlige rammer giver også bedre arbejdsforhold for medarbejderne, og dermed bedre pædagogik for beboerne...
Nu tager vi altså fat – i den største modernisering af boliger til handicappede og psykisk syge i Københavns nyere historie.
Det er en af de ting jeg nok er mest stolt af at have fået igennem som socialborgmester i denne valgperiode.
Men udfordringerne stopper ikke her.
For det første er der mange boliger – særlig til psykisk syge, der stadig skal moderniseres.
For det andet skal de alt for lange ventelister til boliger for mennesker med handicap og psykiske lidelser bringes ned.
Hvis en ung flytter til København og tager imod det kollegieværelse vedkommende får tilbud, så er der max 3 måneders ventetid. Hvis en ældre skal på plejehjem og tager imod den tilbudte bolig, så er der 1 måneds ventetid.
En københavner med handicap venter i dag ca. 29 måneder på en bolig i gennemsnit...
Det er resultat af mange års politiske prioriteringer, hvor der ikke har været fokus på handicappede og psykisk syge forhold i København.
Det har haft store konsekvenser, ikke mindst fordi antallet af mennesker med handicap er steget voldsomt i de seneste år. Og dermed også antallet af mennesker på ventelisten til en handicapbolig.
Det har været en af mine hovedprioriteter at få handicappede og psykisk syge frem på dagsordenen, når pengene fordeles.
Det er ved at lykkes, men der er lang vej endnu.
Der bygges på livet løs i øjeblikket, og i løbet af det næste tre år vil ca. 215 boliger til handicappede og psykisk syge stå klar. 135 af dem er nye, og resten er ombyggede ældreboliger, som står tomme.
Med det nylige budgetforlig kom der penge, så der samlet kan fjernes op mod en tredjedel af ventelisten. Men det er slet ikke nok.
For os er sagen klar – næste år skal der bevilges penge til at få ventelisterne for københavnere ned handicap og psykiske lidelser ned på samme niveau som ældre københavnere.
Vi kan ikke være andet bekendt.
Socialborgmester siden 2005
Flere blogs fra Mikkel