› Opdateret 29. december 2011

Et værdigt liv

I DEN FORGANGNE tid har vi været vidne til en ordentlig maveplasker i debatten om fattigdom. Og vi er mange, som står drivvåde ved bassinkanten og fryser. Ikke fordi en politiker har dummet sig, men fordi debatten er kørt helt af sporet. Det seneste bidrag til afsporingen kommer fra den nye tænketank Kraka.

I artiklen ’Fattigdomsdebatten hviler på kviksand’ kritiserer tænketanken en af flere metoder til at udregne fattigdom og konkluderer, at man ikke kan måle fattigdom efter objektive kriterier. Fattigdom er, lyder det, ’et subjektivt begreb, der afhænger af øjnene, der ser’.

Det er så rigtigt, at det er tæt på at være banalt. For selvfølgelig er det ikke det samme at være fattig i Danmark som i et uland. Det samme kunne man sige om helbred - en person, der bliver opfattet som syg i Danmark, vil ikke nødvendigvis blive opfattet sådan, hvis han er omgivet af underernærede, aids-syge og invalide.

Det får os ikke til at lade det være op til øjnene, der ser, hvilke danskere der er syge, og det afholder os ikke fra at opstille mål for levetid og sygdomsoverlevelse.

Hvorfor skal det være anderledes med fattigdom? Så længe vi lader det være op til øjnene, der ser, hvem der er fattig, fratager vi os selv muligheden for at måle, om vi er gode nok til at hjælpe. IKØBENHAVNS Kommune har vi derfor vedtaget vores egen fattigdomsgrænse.

Vi bruger den til at holde os selv op på vores mål om at reducere fattigdom . Hvert år skal forvaltningen rapportere til politikerne, om der er flere eller færre fattige københavnere . Det giver politikerne mulighed for at tage stilling til, omder er indsatser, der skal ændres, eller om vi skal prioritere resurserne anderledes.

Vores fattigdomsgrænse er baseret på konkrete beløb. For at leve et værdigt liv mener vi, at man som voksen borger i Danmark skal have ca. 10.000 kr. om måneden efter skat. Beløbet er beregnet ud fra, hvilke udgifter de fleste danskere har - det vil sige bolig, mad, tøj, tandlæge osv. - og varierer efter antal børn, familiesituation og indtægtsgrundlag. Ifølge de seneste tal har 37.000 københavnere levet for mindre end det beløb i over et år og 15.000 i fire år eller mere.

Bag tallene gemmer sig familier, der ikke har råd til at sende børnene på lejrskole, spise frisk frugt eller købe medicin. Det synes jeg ikke, vi skal acceptere. Derfor var det et stort skridt, da vi i København på tværs af partier blev enige om, at vi gerne vil måles på, om det lykkes os at gøre gruppen af langtidsfattige mindre.

Jeg håber, regeringen på samme måde vil lade sig måle på, om de gør nok for at hjælpe de tusinder af danskere, der lever i fattigdom. For uanset hvilke øjne der ser, er der tusinder af danskere, der ikke har råd til at leve et værdigt liv.

Trykt i Politiken 21/12-11