› Opdateret 20. december 2010

Fattigdom er ikke noget at grine af.

I et indlæg den 13. december kalder Leslie Arentoft (V) Den Københavnske Fattigdomsundersøgelse for ”helt til grin,” fordi der ikke bliver taget højde for formue og friværdi i fattigdomsundersøgelsen.

LA morer sig over, at den københavnske fattigdomsundersøgelse viser, at der lever fattige på dele af Østerbro. Forklaringen er, at der bor rigtig mange folkepensionister her, og at mange af disse har en indkomst under fattigdomsgrænsen.

Det er også en del af den virkelighed, der eksisterer i København,

Alle statistiske målinger har svagheder og styrker, men frem for at tale om metode, synes jeg, det er mere interessant at tale om den virkelighed, som alt for mange københavnere lever i.

Og ja, LA kan have har ret i, at der kan optræde enkelte statiske uklarheder, men det rykker ikke ved det samlede billede af fattigdom i København, der viser, at der er kommet næsten 5000 flere fattige i hovedstaden på tre år, så der nu bor over 70.000 fattige i København.

Sagen er, at regeringens politik er skyld i, at flere københavnere bliver fattige. Over 50 procent af kontanthjælpsmodtagerne i København er fattige, fordi regeringen har sat ydelserne ned. Og de har hverken friværdi eller formue.

For LA og regeringen vil jo ikke tale om fattigdom. De anerkender ikke, at der faktisk bor fattige borgere i Danmark, og det er grunden til, at de nægter at fastsætte en fattigdomsgrænse. De borgerlige forholder sig ikke til, at der er borgere, der ikke har råd til et varmt måltid mad. De borgerlige overser altså anbefalinger fra FN, EU og OECD i forhold til en aktiv fattigdomspolitik og mener ikke, at fattigdom handler om penge.

I stedet ser vi endnu engang et medlem af den borgerlige fløj forholde sig til metoden frem for indholdet.

Trykt i Berlingske Tidende 18. december 2010