› Opdateret 11. december 2009

Fattigdom i København

Fattigdommen lever skjult i Danmark, og de næste år kommer den sikkert til at stige. Begge dele er gode grunde til, at Kristelig Dagblad nu stiller skarpt på emnet. For selv om vores velfærdsminister slår sig i tøjret, så eksisterer fattigdom uomtvisteligt i Danmark. Det ved jeg, for vi har undersøgt det i København.

Vi har lavet en fattigdomsundersøgelse ud fra en beløbsgrænse, hvor vi har vurderet, hvad man mindst bør have for at leve et beskedent liv. I opdaterede tal endte vi på knap 100 kroner om dagen til alle udgifter efter at bolig var trukket fra. Det vil sige rejser, mad, fritidsaktiviteter, fjernsyn osv. Vi har valgt at lave en behovsbestemt grænse frem for EU’s model, som tager halvdelen af medianen for indkomsterne i landet. Den giver nemlig ikke meget mening, hvilket bare det eksempel, at fattigdommen ifølge den falder, så længe alle generelt bliver fattigere. Eller at fattigdom ikke eksisterer i mange ulande. Med en behovsbestemt grænse, skal vi have en diskussion om, hvad man bør have i et samfund som vores.

Vores undersøgelse viste, at der eksisterer udbredt fattigdom i København. 34.000 mennesker, hvad der svarer til Vesterbro, oplever fattigdom i et år eller mere. Det betyder, at de mennesker ikke har råd til at gå til tandlægen efter behov, at spise frisk frugt hver dag eller lade deres børn komme med på lejrture. Altså afsavn i forhold til et almindeligt liv i Danmark. Kortvarig fattigdom er ikke det mest brændende problem – for undersøgelsen viser at mange kommer ud af den. Det er den langvarige fattigdom, der er farlig. Når man bruger hele energien på at sikre, at der er penge til mad sidst på måneden, forsvinder overskuddet til at hjælpe sit barn med lektierne. Så er det, at klassesamfundet reproducerer sig selv

I dette indlæg vil jeg gerne komme med mit bud på, hvad vi kan gøre i kommunerne. Det grundlæggende problem er, at alt for mange mennesker i vores rige land, ikke har penge til at få hverdagen til at hænge sammen på en bare nogenlunde anstændig måde. Det handler ikke mindst om, at overførselsindkomster som kontanthjælp simpelthen er for små. Og det er blevet meget værre i de sidste år, med kontanthjælpsloft og starthjælp, der decideret tvinger danskere ud i fattigdom. Det kan vi ikke ændre i kommunerne. Vi kan til gengæld afbøde fattigdommens konsekvenser. I Københavns får vi snart en gældsrådgivning, efter jeg havde set hvor stor effekt en lignende har i Malmø. Fattige børn i skolerne vil snart kunne få gratis skolemad, da vi kan se, at fattige familier ofte ikke har råd til ordentlig mad. Derudover sætter vi ind med opsøgende sundhedsplejersker, da vi i rapporten kunne se, at fattige har et stort efterslæb på det område.

Et helt nødvendigt første skridt, hvis vi vil fjerne fattigdom i Danmark, er at sikre de fattigste danskere flere penge mellem hænderne, og det handler i første omgang om at hæve de laveste ydelser. Den erkendelse måtte gerne trænge ind bag Christiansborgs tykke mure.