-
 -

Førtidspension i virkeligheden

De Konservative foreslår, at landets førtidspensionister hvert tredje år skal have efterprøvet, om de fortsat er berettiget til pension. Partiet må have en kort hukommelse, for sådan var det faktisk indtil for syv år siden for en del af de borgere, som fik tildelt førtidspension efter den gamle lov. Deres pension skulle kontrolleres hver 5. år og derefter igen når de blev 50. Det bragte ikke mange pensionister tilbage på arbejdsmarkedet, fordi de skulle stå skoleret og svare på spørgsmål hos kommunen. Derudover krævede det en masse offentlige ressourcer at kontrollere pensionisternes arbejdsevne, så de konservative stemte for at afskaffe ordningen i 2003.

Hvis det faktum kommer bag på de konservative, så lad mig benytte lejligheden til at forklare, hvordan virkeligheden ser ud for førtidspensionister i den by, hvor jeg er socialborgmester, København.

Her er det meget svært at få førtidspension: Bureaukratiet kræver lange lægeudredninger og arbejdsprøvninger, også af de folk som helt åbenlyst skal pensioneres: f.eks. er stiknarkomanen på 20. år, som er for kaotisk til at møde op til div. arbejdsprøvninger, afskåret fra pension. Måske husker de konservative sommerens historier om Danmarks krigsveteraner, som efter at være blevet ødelagt af krig, nu kæmper med et rigidt pensionssystem.

Sådan er førtidspensionssystemet i virkeligheden. Man får ikke bare lige førtidspension, uanset hvad man går og tror blandt direktører, folketingsmedlemmer og andre der er langt væk fra denne del af virkeligheden. De syge mennesker, som får tilkæmpet sig deres pension, skal ikke stresses yderligere i flere test, hvor udfaldet er givet.

Jeg synes, at forslaget oser af mistillid til de syge og svage. Langt de fleste mennesker vil meget gerne bidrage og definere sig selv gennem et arbejde. Med tilbud og tillid kan man hjælpe disse mennesker videre i livet og ganske få tilbage på et arbejdsmarked, som ikke ligefrem skriger på folk, der ikke yder det maksimale.

Men det er hverken tillid eller tilbud i de konservatives forslag. Her er mere kontrol, straf og sanktioner og set fra min stol, så skaber det kun mere fattigdom og lidelse.

Bragt i Berlingske 7/8-2010

 -
Folkeskolen skal afspejle samfundet

Der kommer ingen havnetunnel

Københavnerne vil have billigere busser og færre biler

Flere blogs