› Opdateret 13. april 2011

Gøgeunger

Inklusion er det nye sort. I hvert fald når talen falder på, hvordan vi både sikrer en ordentlig folkeskole og får de stigende udgifter til specialområdet under kontrol. Inklusion er kodeordet. Det er løsningen på alle problemer. Det mener regeringen. Det mener Kommunernes Landsforening (KL).

Der er nemlig penge at hente. Hvis bare vi propper alle specialbørnene over i normalområdet, så kan vi spare rigtig meget. Vi skal altså inkludere ud fra en økonomisk tilgang. Og argumenterne er der ikke mangel på. Til gengæld er de ikke voldsomt inkluderende, for at sige det pænt.: Skadelig gøgeungeeffekt, snyltere, diagnosebørn, diagnose-shoppere, er bare nogle af de ord, der er blevet brugt på børn med handicap og deres forældre.

At specialområdet er i vækst er der ingen tvivl om. KL og regeringen har i fællesskab fået udarbejdet en analyse, der viser, at ca. 14% af eleverne får specialundervisning, hvilket koster 13 milliarder eller 30% af de samlede udgifter til folkeskolen.

Jeg synes også, at tallene er voldsomme. Men mere fordi jeg ikke bryder mig om en normalbegreb, der er så snævert, at 14% af børnene falder udenfor. Derfor synes jeg, inklusion er en god ting.

For mig betyder inklusion, at vi giver lige muligheder. Det er en vision, hvor alle borgere har mulighed for at deltage i samfundets institutioner og demokratiske processer. Det er en måde, hvorpå vi kan leve op til Salamancaerklæringen og FN’s børnekonvention – som Danmark jo i parentes bemærket har ratificeret i 2009 – hvor det er systemet eller samfundet, der skal tilpasse sig mennesker med handicap og ikke omvendt. Dét er for mig inklusion.

Derfor ville det optimale da også være, at vi først og fremmest holdt op med at tale om henholdsvis et normalområde og et specialområde og i stedet anerkendte, at børn er unikke; at forskellighed er en ressource. Og at vi har brug for forskellige tilbud, forskellige rammer for, at alle børn kan få lige adgang til læring og udvikling, lige adgang til at være aktive deltagere i samfundet ud fra den enkeltes præmisser og forudsætninger. Og det betyder, at inklusion for mig ikke skal forstås så snævert, at alle børn pinedød skal gå i den samme skole.

Børne- og ungdomsområdet vedtog allerede i begyndelsen af 2008 Specialreformen, hvor 10% af midlerne på specialområdet skulle kanaliseres over i normalområdet. Pengene skulle bruges til inklusion. Altså en investeringstilgang, som også er det, der anbefales af fagfolk. Derfor var det også lidt af en bombe, Børne- og Ungdomsforvaltningen smed, da de på et udvalgsmøde i efteråret præsenterede udvalget for en analyse af specialområdet, der pludselig lagde op til massive besparelser, hvis udgifterne ’skulle holdes under kontrol’.

Jeg er helt uenig. Tværtimod skal vi i højere grad investere langsigtet. Og det på mange niveauer. Færre børn i klasserne. Flere voksne i klasserne. Bedre muligheder for holddannelse og differentieret undervisning. Mere klasseledelse, en større AKT-indsats, øget fokus på konflikthåndtering. Mulighed for efteruddannelse. Og så skal vi have fokus på de fysiske rammer ud fra den erkendelse, at den fysiske indretning af skolerne er afgørende for inklusionen. De fysiske rammer skal afspejle behovet for at kunne arbejde i mindre grupper: Det kræver, at der etableres ekstra grupperum i forbindelse med klasselokalerne, så det bliver muligt at tage en mindre gruppe børn ud af klassen og arbejde med dem i dele af undervisningen. Der skal være mulighed for, at nogle børn også kan blive undervist i et afskærmet fysisk miljø. Og der kan være behov for, at skolegården opdeles i flere arealer, så børn, der ikke trives med at være sammen med mange børn på en gang, har mulighed for at være på mere afskærmede områder.

Det kræver såmænd blot, at vi politisk er villige til rent faktisk at prioritere og investere i inklusion. Og det kan meget vel i sidste ende ud i en besparelse, eftersom jeg ikke er i tvivl om, at den øgede eksklusion, der de seneste år er sket fra normalområdet, såmænd er et resultat af de årlige besparelser, der har været vilkårene på folkeskoleårene de sidste mange år.

Trykt i magasinet KK 7/4/2011