› Opdateret 20. april 2011

Handikappede og KL

Debatten har været intens de sidste dage i Politiken. På den ene side står KL og udvalgte kommuner og argumenterer for, at handikappede får for dyr en service. På den anden side står interesseorganisationerne, som over en bred kam afviser besparelser og mener, at diskussionen er fordrejet.

Når jeg følger debatten, kan jeg se, at man for hurtigt er nået frem til nogle konklusioner, der ikke belyser det virkelige problem. For der findes dyre borgere. Et konkret eksempel i min kommune, er en højtuddannet kvinde, der har fået et handikap. Hun koster kommunen 250.000 kroner om måneden, men kan så arbejde i et for hende meningsfuldt liv på den måde. Er det rimeligt? Ja, mener jeg, men det kan naturligvis diskuteres, om hun skal have hjælp 24 timer i døgnet hjemme. Det kan til gengæld ikke diskuteres, at folk skal have den nødvendige hjælp, når de får et handikap. Og størstedelen af stigningen i kommunernes udgifter skyldes, at antallet af handikappede stiger, ikke at de får en eksorbitant hjælp. Det er der mange grunde til – ikke mindst dygtigere læger, der redder og forlænger liv og stiller bedre diagnoser.

I København har vi eksempelvis oplevet en seksdobling i antallet af autistiske børn, hvilket lægger et pres på udgifterne. Men jeg synes ikke, at det enkelte barn derfor skal have en dårligere hjælp. Vi må ganske enkelt erkende, at området har brug for flere penge, hvis niveauet skal holdes. I den forbindelse har KL indtaget en ærgerlig rolle. De burde fortælle om den situation kommunerne står i, og om de konsekvenser det vil få for borgerne, hvis fx handicapområdet ikke får flere penge. Men de gør det modsatte, når KLs ledelse går ”offensivt” frem og fortæller om den ”gøgeungeeffekt” mennesker med handicap har i de kommunale budgetter. KL møder sågar op til økonomiforhandlingerne med staten med krav om, at lovgivningen skal ændres, så man kan sænke serviceniveauet. Men grundlaget skulle være en række enkeltsager, som altså ikke udgør den primære forklaring. Det giver grobund for, at nogle borgmestre åbenbart mener, at den eneste forskel på piller og pædagogik er prisen. Og sådanne udtalelser er udtryk for et skred i synet på mennesker med handicap, som bør give anledning til mange overvejelser – også i KL. Lad os tage diskussionen på de rigtige forudsætninger. Der kommer flere mennesker med handicap i disse år. Og nogle bliver både ældre og tungere. Derfor er udgifterne under pres. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i den finder det forkert at bruge mennesker med handicap som en af syndebukkene for de store problemer, som nulvækstrammen giver i kommunerne.