-
-
› Opdateret 16. marts 2010

Hjemløs i Kafkas Danmark

Hvorfor vil regeringen ikke indse, at der er en gruppe mennesker, for hvem det er umuligt at komme i job eller i aktivering? I stedet for at drukne dem i straf og regelkaos skulle vi give dem en hjælpende hånd. Det skriver Mikkel Warming i denne kronik, der blev bragt i Politiken 16. marts 2010-03-16

På Enghave Plads sidder en hjemløs, som blandt andet ejer en transistorradio, en sovepose, nogle tæpper og en pakke tørkager fra Karen Wolf.

Den hjemløse på Enghave Plads spiser hos kommunens tilbud, tigger lidt penge til bjørnebryg og ketoganer, og hvad der ellers måtte være i omløb. Han får ingen penge fra det offentlige – ingen kontanthjælp – han kan nemlig ikke honorere de krav, som systemet stiller til ham. Og det er en forudsætning for at få hjælp.

Der bliver flere af hans slags. Mennesker, som er diskvalificeret i at få en økonomisk håndsrækning fra samfundet. De opsøgende socialarbejdere på gaden fortæller mig, at de i dag bruger rigtig meget krudt på at hjælpe borgere, som de møder på gaden, ind i systemet. Problemet er, at lige så snart socialarbejderne vender ryggen til, falder de ud af systemet igen, og de har ikke en kinamands chance for fx at overholde de krav, som staten fx via jobcentrene stiller til dem.

Baren er sat alt, alt for højt. En gadeplansmedarbejder fortæller om Erik, som flere gange har oplevet at få stoppet sin kontanthjælp og flere gange har fået hjælp af en socialmedarbejder til at få den genetableret. Erik bliver med tiden så frustreret over de mange krav og forventninger, som jobcentret stiller, at han beslutter sig for helt at ’droppe systemet’. Han finansierer i dag livets opretholdelse ved at sælge hjemløseavisen Hus Forbi og laver måske også lidt andet ved siden af…

Der er også historien om Claus, som har plads på et af byens herberger. Han er på kontanthjælp og bliver indkaldt til en opfølgningssamtale. Claus møder ikke op og hans hjælp stopper. Det går først op for Claus, at hjælpen er stoppet, da han bliver gjort opmærksom på, at hans huslejeindbetaling mangler. En medarbejder fra herberget forsøger at hjælpe med at få kontanthjælpen i gang igen, men det kan først ske fra den dato, hvor Claus har en aftale med jobcentret. Indtil da hjælper medarbejderen ham om at søge socialcentret om en enkeltydelse for at dække udgifterne for den periode, hvor han er blevet sanktioneret. Claus får afslag, da socialcentret ikke må give ydelser til borgere, som er sanktioneret af jobcentret. Claus må opgive sit værelse på herberget, da han ikke kan betale sin husleje og flytter på i stedet ud på gaden.

Fra mange steder hører jeg om systemmæssige fejl, hvor det bliver meget tydeligt, at vi ikke magter at forme et system, som kan rumme alle samfundets borgere.

Er det virkelig sådan et samfund, vi ønsker os? Et samfund, hvor flere og flere ikke kan honorere de krav, der stilles for at blive medlem af det. Ønsker vi parallelverdener, hvor udstødte mennesker lever med egne regler og normer? Vi andre ser dem, når vi haster til arbejde eller løber en tur i parken. De sidder bare der. På bænken. På Strøget. Foran Netto. De bakser typisk med en cocktail af problemer som hjemløshed, misbrug, psykiatriske diagnoser, ringe sprog- og læsekundskaber, isolation, dårlig personlig hygiejne, anderledes døgnrytme og brudte behandlingsforløb.

Hvad skal vi stille op med de mennesker, som slet, slet ikke kan nå op til den barre, som systemet har sat for at få hjælp? Skal vi lade dem sejle og synke til bunds i deres egen sø? Nej, vi skal da indrette samfundet efter de borgere, som lever i det. Det kan godt være at de benhårde krav, som stilles for at få kontanthjælp i dag, har presset nogle mennesker ind på arbejdsmarkedet, men det er så sandelig også med til at holde nogle ude. Ikke fordi de er dovne eller ikke vil, men fordi de ikke kan.

Pointen er, at lovgivningen i dag er blevet så skrap, at vi taber en gruppe af mennesker på gulvet. Den sætter samfundets allersvageste udenfor, og det er meget svært for mig som Socialborgmester at acceptere. Regeringen har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje. Den nu tidligere socialminister, Karen Ellemann, mente slet ikke, at der er fattigdom i Danmark, og at et stigende antal ansøgninger til julehjælp ikke skyldes, at der er flere og flere som har et behov, men snarere at flere og flere er blevet så vakse, at de er i stand til at søge om hjælpen. Det er jo også et synspunkt.

Hvis ikke mennesker har et forsørgelsesgrundlag, så er de svære at flytte og arbejde med. Derfor indtager medarbejdere i socialforvaltningen i større og større grad rollen som bisidder i kommunens jobcentre og ydelsescenter, de fremskaffer forskellige typer af dokumentation, sikrer at posten fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hentes og åbnes, følger borgeren til aktiveringstilbud osv. Samlet set betyder det, at der går væsentlige ressourcer fra én af medarbejderens centrale opgaver: at motivere og hjælpe borgeren til en permanent ændring af deres livssituation, hvor de selv vil være i stand til at håndtere kravene. Er det effektivisering af den offentlige sektor?

Det er som om, at regeringen ikke vil se, at der er en gruppe mennesker, for hvem det er fuldstændigt umuligt at komme i job eller i aktivering. De kan ikke aflevere et ansøgningsskema seneste 48 timer efter, at de første gang har henvendt sig til et jobcenter. Deres liv er for kaotisk til, at de kan have styr på rudekuverter og møde op til opfølgnings-samtaler hver 3. måned. De kan ikke gennemføre minimum fire ugers aktivering hver 6. måned, som det kræves for at opretholde en kontanthjælp. Og for mange er førtidspension en by i Rusland.

For manden på Enghave Plads er der uendeligt langt til udsigten om at kunne motiveres til fx et behandlingsforløb med metadon, når han går og tumler med problemer om, hvordan han skal blive mæt, og om hvordan han skal skaffe pengene til en elefant til tørsten.

-
Folkeskolen skal afspejle samfundet
Rikke Lauritzen (31. januar 2012)
Der kommer ingen havnetunnel
Morten Kabell (30. januar 2012)
Københavnerne vil have billigere busser og færre biler
Morten Kabell (25. januar 2012)
Flere blogs

-