› Opdateret 6. september 2010

Investeringer i en krisetid

Morten Kabell holdt her til aften denne budgettale om teknik- og Miljøområdet og behovet for at bygge ig investere i fremtiden mens der er arbejdsløshed

Det er krisetid, og mange slås for at få del i kommunens penge det kommende år. Ingen er vel i tvivl om, at børneområdet og socialområdet er de to områder, som må tage langt den største del af driftsmidlerne i 2011.

Men på anlægssiden er der bedre råd til at investere, sikre fremtidens velfærd, sikre, at byen hænger sammen og udvikler sig i overensstemmelse med de mål, Borgerrepræsentationen har stillet op.

En aktiv investeringspolitik er også en måde at komme ud af krisen på. Gennem klimarenoveringer af kommunens bygninger, som Enhedslisten fik sikret i 2010-budgettet skaber vi arbejdspladser i København til københavnske bygningsarbejdere, og den vej skal fortsættes og udbygges med det kommende års budget.

Den vej er et veritabelt kinderæg for København. Vi skaber arbejdspladser og mindsker den arbejdsløshed, det private arbejdsmarked har skabt. Vi mindsker CO2-udslip og reducerer kommunens forbrug for verdens resurser. Og vi sparer penge til gavn for den overordnede driftsøkonomi, når vi bruger mindre varme til at varme vores bygninger op om sommeren og køle fx Rådhuset ned på varme sommerdage.

Den idé kom ikke bare ned fra himmelen, uanset om man med det begreb forestiller sig et teologisk begreb eller Økonomiforvaltningens uendelige visdom. Den er faktisk fostret på venstrefløjen for mange år siden, men blev dengang gjort til grin som værende urealistisk, uøkonomisk og aldeles ubrugelig.

Det skal jeg vende tilbage til, for det har en særlig pointe.

Om budgettet på teknik- og miljøområdet er der ikke så meget at sige. Jeg skal beklage de besparelser, der lægges op til, selvom der i det katalog, Borgerrepræsentationen skal beslutte, ikke er deciderede katastrofer.

Men der er i de kommende år brug for investeringer til gavn for københavnerne. Vi skal fortsætte den grønne udvikling i byen. Vi skal nå vores mål for 2015 og 2025 for trafikken, hvilket kræver omlægninger i byen til gavn for cyklisterne og til skade for forurenende transportformer. Vi skal også forgrønne byen helt bogstaveligt gennem lommeparker og byrum.

Enhedslistens fokus på Teknik- og Miljøområdet har sin økonomiske vægt i 2012 og ’13, selvom visse investeringer allerede tager sin begyndelse i 2011.

Jeg og Enhedslisten vil tage udgangspunkt i de budgetønsker, der så pædagogisk er fremlagt på et par og tyve spillekort, og som med få ord fortæller, hvad der er behov for i byen.

Teknik- og Miljøudvalget lægger op til en Cykelpakke IV til knap 80 mio over de kommende tre år. Denne pakke er nødvendig, hvis vi skal nå vores mål om, at 50% af studie- og arbejdspladser skal benyttes på cykel. Og i virkeligheden skal vi være endnu mere ambitiøse, for cykelandelen stagnerer i denne tid – i modsætning til, hvad der burde være virkeligheden.

Enhedslisten foreslog – i flere omgange – indførelsen af det, der i kommunal jargon er kommet til at hedde Citylogistik. Vi skal af med de store lastbiler gennem byen, og vi skal have varetransporten over på mindre biler, der passer til byens behov. Der er i budgetønskerne listet 2 mio af til projektering, og Enhedslisten synes, at vi skal i gang! De kan i Paris, de kan i flere tyske byer, de kan sågar i USA – hvorfor skal København halte bagefter?

Små, ofte indhegnede asfaltarealer. Kedelige, forladte byggetomter. Det er hverdagen rundt omkring i byen. De skal erstattes – ikke af kedeligt kontor- og boligbyggeri, som en tidligere overborgmester ville det med ordene, at der jo er rigeligt med grønt, rigeligt med luft og rigeligt med udemuligheder i byen. Men hun boede jo selvfølgelig også i Kartoffelrækkerne – blandt andet. Nej, de skal erstattes af lommeparker – dette glimrende projekt, vi i denne omgang har hentet fra New York, og som går sin sejrsgang derovre.

Vi er bagefter i København, men blandt budgetønskerne fra TMU er der to ønsker om 15-21 mio til lommeparker, gadetræer og klimatilpasning. Dette vil Enhedslisten prioritere højt.

Det vil vi dels for at forgrønne byen til gavn for københavnerne – som på den måde vil få tættere til grønne arealer. Men vi vil det også af langsigtede årsager. For lommeparker er med til at sikre en klimatilpasning af byen. Når træer, græsplæner, buske m.m. opsuger regnvandet, skal det ikke ledes ned i kloakker og til rensningsanlæg. Og på den måde kan en forgrønning af byen være med til at sikre, at vi kan følge med de stærkt forøgede regnvandsmængder, vi får på grund af klimaforandringerne.

Og skulle nogen være i tvivl om aktualiteten af, at byen skal klimatilpasses, så kan man bare søge på billeder af den nye Lyngbyvej Sø, som byen fik introduceret i august. Den sø kan gå hen og blive hverdagskost i årtierne fremover.

Det lyder banalt, men vi skal nå målene i Klimaplanen på energiforsyningen. Gør vi ikke det, når vi ikke 20% reduktion i 2015 – og vi bliver slet ikke CO2-neutrale i 2025. Enhedslisten vil prioritere budgetønsket om ”Fremtidens Grønne Energi” på godt 80 mio i anlæg, særligt i overslagsåret 2012. En grøn energiproduktion og omstilling af biler og busser til klima- og miljørigtige drivmidler er et must, hvis byen skal levere en samlet omstilling på de kun 15 år, vi har tilbage.

Og så skal også nævnes de borgernære projekter, vi vil fokusere på af de mange gode projekter, der kan køres frem: Det såkaldte Vesterbro Passage-projekt – det, vi andre, kalder Vesterbrogade – vil skabe et byrum til stor gavn for københavnerne og vil være en flot måde at præsentere byen på for alle de mange, der besøger København og som ankommer via Hovedbanegården. Det samme gælder en omlægning af Bernstoffsgade, der for den kommunale del i dag mestendels ligger hen og er forladt som bilhelvede, men hvor andre faktisk er gået i gang med at gøre grønnere og mere åben, specielt nede ved Rigsarkivet. Det er i kommunal sammenhæng ikke mange penge, der er udtrykt som budgetønske, men det vil være en god investering.

Byen skal hænge sammen, og derfor vil vi prioritere at få bygget de manglende – og længe lovede – broforbindelser på Sluse- og Teglholmen. Stibroen fra Teglholmen til Amager Fælled og cykelstien fra Sydhavn Station til Teglholmen vil sikre en sammenhæng i byen, specielt for de grønne transportformer.

Det vil også sikre, at det nye Sydhavnen hænger bedre sammen med både det gamle Sydhavnen og resten af byen – og det er ikke så ringe endda. At vi samtidig lever op til de principper om at færdiggøre byen, som et flertal af partier udenom Socialdemokraterne sidste år vedtog i Kommuneplanen, og som jeg til min glæde konstaterer, at Borgerrepræsentationens største parti senere har tilsluttet sig – det er en god sidegevinst.

Og med den naturligvis venligt mente ironiske bemærkning er jeg tilbage ved det med de gode idéer, som i starten bliver kaldt alle mulige skældsord, men som ender med at være den fremherskende opfattelse på parnasset.

I krogene blev der hvisket meget efter man torsdag kunne høre Enhedslistens budgetordfører tale om, hvordan man skaffer flere penge til den nødvendige drift af byen – og hvordan vi faktisk kan undgå de massive forringelser, der ellers er lagt op til.

Hvad er det nu for noget, Enhedslisten kommer med? Melder de sig ikke bare ud af det gode selskab? Er det ikke bare urealistisk, ubrugeligt, udueligt – ja, næsten byskadelig virksomhed som kommer fra talerstolen?

Vi har hørt det før, og vi kommer nok til at høre det igen – så det kan vi godt leve med. Vi ved godt i Enhedslisten, at vi tænker endog ganske kreativt. At vi ikke tager dogmer for givet. At vi ikke uden videre accepterer grænserne, som de er stillet op af især Økonomiforvaltning og regering.

Jeg holdt budgetordførertalen for Enhedslisten for 12 år siden for første gang og fik præcis de samme prædikater på den tale, som det er sket både før og siden.

Men hvordan er det gået med de forslag, vi er kommet med gennem årene?

Enhedslisten introducerede i samme valgperiode begrebet ”vedligeholdelsesgæld”: nemlig at forfaldet på de kommunale bygninger oversteg den pengerente, hvormed vi kunne låne til at udbedre bygningerne. Urealistisk, ubrugeligt blev det kaldt af Økonomiforvaltning og visse ledende politikere – indtil alle kontrolberegninger desværre viste, at Enhedslisten jo havde ret, og at det ville være en god forretning.

Så optrådte begrebet pludselig i regeringsaftalen om kommunens økonomi. Jeg skal undlade at forsøge at indkassere kvajebajeren fra de ansvarlige forvaltningsfolk og politikere. De fleste har alligevel forladt kommunen nu. Men tankegangen er her stadig.

Af lignende finansieringskilder og langsigtede intiativer til at sikre kommunens økonomi kunne nævnes en investeringsrettet anvendelse af pengene til gældsafdrag, som blev gennemført i 2010-budgettet. Og vigtigst er nok at vi fik sikret, at nyopførte boliger skal være belagt med bopælspligt, netop for at sikre kommunens skatteindtægter. Det var en sej kamp for Enhedslisten at få gennemført. En nærmest hellig alliance mellem Socialdemokraterne og de borgerligt-liberale- nationalistiske kræfter i denne sal søgte i en del år at forhindre at lokalplanerne tilsikrede helårsboliger med bopælspligt. Lad mig derfor også sige, at jeg er endog meget glad for det samarbejde, der især i denne valgperiode er kommet mellem et bredt flertal i TMU for at sikre, at boligerne i København bebos af borgere, der betaler skat her i kommunen.

Jeg skal ikke bruge mange timer på at gennemgå alle områderne, hvor vores (og den øvrige venstrefløjs) idéer er blevet kaldt en masse ord med u- foran for i løbet af nogle år at blive alment accepteret. Men stikordene er der nok plads til: venstrefløjens kamp for trængselsafgifter og bompenge som kilde til udbygning og drift af den kollektive trafik; byliv og gadeliv i stedet for parkeringspladser; København som cykelby i stedet for motorvejs- og søringsprojekter; færre penge til konsulenter og mere tro på kommunens egne medarbejdere – det var alligevel en god idé, kære socialdemokrater, kan jeg læse…

Og at multinationale selskaber skal betale skat i Danmark, var jo grinagtigt i folketingsvalgkampene i starten af årtusindet. Hvem var det nu, der lancerede den idé? Nåjo, Enhedslistens Frank Aaen.

Så vi lever med at en del af Borgerrepræsentationen igen synes at vi er alt for kreative, når det gælder at finde penge til den nødvendige velfærd og de nødvendige investeringer. i fremtiden. Vi stoler på, at idéerne nok skal vinde genklang på længere sigt.