› Opdateret 25. februar 2011

Krigen undergraver velfærdssamfundet

I dag går soldater hjemvendt fra Afghanistan i optog gennem byen. Alle partier undtagen Enhedslisten har vedtaget i Borgerrepræsentationen, at de derefter officielt skal modtages og hyldes på Københavns Rådhus.

Argumentet fra de andre partier på venstrefløjen er det klassiske, at soldaterne (og læger m.fl.) er udsendt af Danmark, og de sætter livet på spil, og det bør hyldes – uanset hvad man mener om krigen. Først vil jeg sige, at jeg såmænd gerne under den enkelte soldat en hyldest. De har levet under svære betingelser op til flere år, og mange af dem har ganske givet gjort det i troen på en god sag.

Men selv om denne parade i al sin anakronistiske pragt kan virke uskyldig, så er hyldesten af soldaterne en hyldest af krigens redskaber, nemlig at slå mennesker ihjel. Derved bliver krigens væsen ikke bare legitimt, men noget der er særlig fint. Det bliver i orden at bruge krig, magt og vold som redskab til at løse problemer. Denne militarisering af vores udenrigspolitik vil følge os i mange år, for trods den nye aftale om Afghanistan, skal vi fungere som støttetropper.

Men også indad har krigen og dens væsen konsekvenser. Politikerne i København bidrager til at sætte soldaterne på en særlig piedestal. Og særlige mennesker fortjener også særlige privilegier. Det kan man se, når vi i den offentlige debat finder argumenter for, at vores soldater skal have særbehandling, når de vender hjem. Sidste år var der flere store avishistorier om, hvordan krigsveteraner stod på de samme ventelister til handicapboliger som alle andre, blev behandlet lige så umenneskeligt som andre arbejdsløse osv. Historierne førte til et stigende politisk krav om, at netop soldater skal sættes foran i køen.

Men soldater er ikke i sig selv mere værd end andre danskere. Det er faktisk hele grundlaget for den universelle velfærdsmodel, som arbejderbevægelsen byggede samfundet op på. Alle har ret til en lige og værdig behandling. Dette grundlæggende princip er under kolossalt pres i disse år. Mie Harder og Henrik Gade Jensen skrev befriende ærligt i Berlingske Tidende 18. december 2010, at krigen i Afghanistan sådan set ikke handler om, om den kan vindes. Nej; ”Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark; Væk fra neutralisme og pacifisme hen mod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skift i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet”. Krigsførelsen skal ifølge dem gøre op med velfærdsstatens menneskesyn. ”Urdriften” – menneskets ”overlevelsesinstinktet”, som de skriver, skal bruges i hverdagen i stedet for velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet, der er blevet til en ”blød og behagelig dyne” Og den dækker til de borgerliges store fortvivlelse alle. Også de, der ikke kan og vil: ”drivere, døgenigte og drukkenbolte” som Harder og Gade Jensen citerer Grundtvig for.

Krigsførelsen skal altså medvirke til et opgør med de grundlæggende tanker om solidaritet bag vores velfærdssamfund. En solidaritet, som handler om, at alle menneskeliv har værdi. En solidaritet, hvor vi sikrer, at alle –soldater, sosu-assistenter, afdelingsledere og alkoholikere - har lige adgang til sociale ydelser og hospitalsbehandling. En solidaritet, som betyder, at alle har et ansvar overfor andre mennesker, og vi derfor skal bidrage efter evne til for at sikre det offentlige, der organiserer det fælles ansvar.

Netop det opgør ønsker de ærlige borgerlige - Harder og Gade Jensen - fordi de ser mennesket som et væsen, der altid vil fremme sig selv, og velfærdsstaten som grundlæggende unaturlig. Som vi har set, foregår opgøret lige for øjnene af os. Alligevel er det vel – udover fredsbevægelserne - kun historikeren Søren Mørch, der for alvor har taget fat i betydningen af krigen i Danmark. Krigen har et klart indenrigspolitisk formål. Eksempelvis at det blevet mere naturligt at skelne mellem de, der har fortjent hjælp, og de, der ikke har. Og det indenrigspolitiske formål er vigtigere, end hvad nogle hundrede danske soldater betyder for det store spil om magten i centralasien.

Det burde ikke være overraskende for en kritisk venstrefløj, og det ærgrer mig derfor, at De Radikale, SF og Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen støtter dagens hyldest. Hvis vi ønsker et samfund hvis grundlag er solidaritet – hvor mennesker alle har værdi, og hvor alle har lige pligt og ret, så skal vi starte med at sige fra over for hyldesten på Københavns Rådhus.

Trykt i Information 24. februar 2011