› Opdateret 24. september 2010

Megaskoler?

Et flertal på Rådhuset vil sammenlægge fire skoler på Amager til én megaskole. Enhedslisten er ikke enig i den beslutning og jeg har derfor skrevet om mine overvejelser omkring skolestørrelser og sammenlægninger

Trygge rammer, stabile læringsrelationer og solid faglighed hører til blandt de skolepolitiske mål, som det er lettest at opnå bred enighed om. Derfor er det et paradoks, at disse mål ikke er udgangspunktet for strukturelle forandringer. Når strukturen bag undervisningen forandres, og klasser sammenlægges, skoler nedlægges og klassetrin skifter adresse, er det i reglen af hensyn til besparelser, at forandringerne foregår.

Således også i den aktuelle sag på Amager, hvor budgetforliget – som i molbohistorien om storke-jagten i kornmarken - agter at anvende 80 millioner til anlægsudgifter, der skal sikre driftsbesparelser på 2,4 millioner årligt.

Men hvis vi nu befandt os i en ideel verden, hvor budgetstyringen ikke blot blev besmykket med pædagogiske mål, men hvor de pædagogiske mål faktisk var selve udgangspunktet for strukturelle forandringer, hvad ville så Enhedslistens opfattelse af skolestørrelser være?

For det første er det jo nok sådan, at der ikke findes en ideel skolestørrelse. Den større skole vil have bedre mulighed for selv at sikre faglige udfordringer til alle elever på alle klassetrin, mens den mindre skole har bedre mulighed for at levere trygge rammer med mere indbyrdes respekt mellem elever på forskellige alderstrin. Men det er ingen naturlov, at der mobbes mere på en stor skole, og at de faglige udfordringer svækkes i de ældste klasser på en mindre skole. Der arbejdes konstant på skolerne for at finde veje til at tackle problemerne – og det er vigtigt, at vi i København fortsat har både relativt store skoler og små skoler, for at skoleerfaringerne ikke alene indhøstes fra en tresporet standard.

Den ideelle struktur er præget af stamklasseforløb, hvor udskiftningen af lærere fra klassetrin til klassetrin aldrig omfatter mere end halvdelen af lærerne – og hvor lærernes kendskab til de enkelte elever og deres indbyrdes relationer er så indgående, at elevernes udvikling faktisk kan følges. Det vigtige er ikke at dokumentere kendskabet til den enkelte elev, men at ansættelserne og skemalægningen er så stabil, at den indgående kendskab er til stede i kredsen af undervisere hele vejen gennem forløbet.

Der er i skolesammenlægningen på Amager fremlagt en mulig model med en særlig udskolingsenhed på Højdevangens Skole. Ideen om en udskolingsenhed for 7. til 9. klasse kan have klare faglige fordele. Men de fordele kan også høstes i en mindre indgribende model, hvor behovet for et trygt og stabilt stamklasseforløb hele vejen til 9. klasse tilgodeses. I Valby blev for år tilbage sat gang i et udviklingsarbejde med henblik på at udbyde valgfag i fællesskab mellem flere folkeskoler. Og der kan sagtens være klare faglige og pædagogiske fordele ved at investere i f.eks. et fælles biologi- eller fysiklokale for alle de ældste klasser i et område. Det vil f.eks. være inden for sådanne rammer, at ansættelse af folk med forskeruddannelse kan give fagligheden et løft – også blandt kollegerne.

Ved at lave en særlig udskolingsenhed vil man dog efter min opfattelse hælde for meget tryghed ud med badevandet. Eleverne fra 7. klasserne vil blive sat ind i en ny og ikke særlig tryg ramme, der brat vil skærpe omgivelsernes pres på dem for at ophøre med lege-adfærd og opføre sig som supervoksne, inden det er sundt for dem i deres naturlige udvikling. Enhedens størrelse vil – sammen med de brudte læringsrelationer i overgangen fra 6. til 7. klasse - øge risikoen for, at indadvendte elevers personlige problemer ikke opdages. Hvorimod de mere udadvendte elevers opmærksomhedskrævende adfærd risikerer i højere grad at sætte hverdagens dagsorden, fordi lærerne ikke kender eleverne nær så godt. Dermed vil fagligheden ikke komme i højsædet.

Min konklusion på megaskolens indførelse i København må derfor være – som det også er tilfældet med alle de andre strukturelle forandringer i øjeblikket – at det er voldsomt farligt at kaste sig ud i, når det er kapacitetsmæssige eller økonomiske udfordringer, der er udgangspunktet. Vi mister fokusset; de trygge rammer, de stabile læringsrelationer og den solide faglighed, som vi ellers stort set alle er enige om er så vigtige. Og det er synd. Synd for de elever, det hele jo handler om. Synd for de lærere, hvis dygtighed og faglighed vi er så afhængige af. Og synd for udviklingen af den københavnske folkeskole, som vi alle sammen ønsker så brændende.