Eller hvad vil jeg arbejde for efter valget...
Når en ellers intelligent ung mand vælger at gå ind i AK81 og sammen med sine nye venner tæske to tilfældigt forbipasserende på Strandvejen, så har vi fået en vigtig opgave på Københavns Rådhus. Vi skal stoppe bandekrigen. Som socialborgmester er mit bud, at vi skal gøre mere af det, der virker. Lige nu kræver det mere politi på gaderne, og på længere sigt, at vi udvikler lignende tilbud til voksne kriminelle, som vi har til vores unge. Men vigtigst af alt skal vi sætte tidligt ind for at hjælpe familie, som opdrager børn med forkerte normer.
Vi har i København en god, dog ikke perfekt, social indsats til børn og unge. Eksempelvis har stort set ingen under 18 år været en del af bandekonflikten. Det skyldes bl.a. projekter som ”Den korte snor” på Nørrebro, hvor unge bliver mandsopdækket, så de følger deres skolegang, eller Familien i Centrum, hvor familieterapeuter arbejder med udsatte familier. Vi ved, at det virker, for det har vi målt og dokumenteret. I Enhedslisten vil vi sætte ind med flere initiativer for at bedre udsatte forældres kundskaber. Vi vil lave en ordning med mentorfamilier, hvor stærke familier viser vejen for konfliktramte familier. Vi vil videreudvikle Familien i Centrum, så de bliver endnu mere specialiserede i deres familiebehandling. Endelig vil vi lave ”Rundt om familien”, som skal øge flygtninge- og indvandrerforældres viden om danske normer og værdier, og dermed gøre livet mere forståeligt for familiernes børn i det lokale institutionsliv. Det lyder blødt, men det virker.
I en anden boldgade er problemet med biltrafikken. Vi drukner i biler, selvom kun en fjerdedel af københavnerne ejer en bil. Vores løsning er at indføre bompenge, som skal gå til gratis kollektiv trafik med mere metro, et letbanenet, der forbinder bydelene, og S-tog hvert femte minut. Så kan vi kunne komme hurtigere rundt i byen, og københavnernes lunger blive sparet for tonsvis af dieselos. Det skal kombineres med flere nye cykelruter. Halvdelen af os hopper op på jernhesten, når vi skal i skole eller på arbejde. Det er enestående i verden, og vi skal gøre det endnu bedre.
Endelig skal vi stoppe privatiseringen. Sidste år stemte alle andre end Enhedslisten for at udlicitere dele af byens skraldeordning til overpris. Det var ikke for at spare penge, men ren ideologi. For det koster københavnerne 35-40 mio. mere, end hvis kommunen selv samlede skraldet. Det vindende selskab, er det samme som nu er ramt af strejke i vores nabokommune. Det er absurd. Når kommunens ansatte er bedst og billigst, så skal de selvfølgelig løse opgaven. Vi vil løsninger i fællesskab - det skaber en bedre by.
Socialborgmester siden 2005
Flere blogs fra Mikkel