Budget 2012 indeholder en række gode ting for den københavnske Folkeskole. Men finansieringen halter. Skolen fodres med sin egen hale og lærerne må løbe hurtigere. Det synes Enhedslisten er for uambitiøst
Enhedslisten valgte at stå udenfor budgetforliget for 2012. Det gjorde vi primært på grund af at de øvrige partier vil spare 35 millioner kroner på lærernes arbejdstid – hvilket vil betyde omring 75 færre lærere i København til næste år – samtidig med at de samme partier med den anden hånd gav 20 millioner kroner i skattelettelser til erhvervslivet.
Enhedslisten sad med ved bordet til det sidste og fik forhandlet en række fornuftige ting på plads. Bl.a. ekstra ressourcer til socialområdet, penge til renoveringer af de nedslidte skoler og ekstra skolepædagoger. Derfor endte vi også med at stemme for 90% af forslagene i budgettet.
Til sidst måtte vi dog sande at vi ikke kunne komme til enighed med de andre om selskabsskatten og besparelsen lærernes arbejdstid.
Vi synes det er absurd, at man vil spare på antallet af undervisere i en situation, hvor der kommer flere børn. Over de sidste tre år har vi set at elevtallet er steget med 1200 elever, samtidig med at antallet af lærere er faldet med flere hundrede. Det betyder altså, at der bliver færre ressourcer at drive skole for samtidig med at kravene skærpes.
Situationen bliver endnu mere absurd når man samtidig mener, at man har råd til at give skattelettelser til erhvervslivet. I alt får virksomhederne 20 millioner kroner ved at kommunen sænker den såkaldte dækningsafgift, der betales af byens virksomheder alt efter deres bygningers størrelse. Det vil sige, at de små virksomheder får ubetydelige skattelettelser, mens virksomheder som Danske Bank og Mærsk med kæmpe domiciler får ekstra mange penge foræret.
Det synes vi er en hel skæv prioritering.
Samtidig er vi også imod tendensen med at fodre den københavnske folkeskole med sin egen hale. Forligspartierne fortæller stolt om alle de ekstra ting de gør for folkeskolen. Men fortæller ikke at pengene tages fra lærernes lønbudget.
Ideen om at lærerne skal undervise noget mere kan i sig selv være fin nok. Men det bliver en gratis omgang for mine politiker-kolleger, når de ikke samtidig har modet til at fortælle, hvilke opgaver der så ikke længere skal løses. Skal tiden tages fra forberedelsen, fra kontakten til hjemmet eller fra noget helt tredje?
Ja det meldes der ikke noget om. Resultatet bliver at lærerne må løbe noget hurtigere og gøre flere ting halvt. Det ved vi medfører lavere kvalitet i undervisningen, nedslidning, stress og øget sygefravær.
Det samme gælder beslutningen om en uges ekstra efteruddannelse i sommerferien. Det såkaldte sommeruniversitet. Det kan være en god idé, men der må afsættes ekstra ressourcer, så tiden ikke bare igen tages fra undervisningen eller kontakten til forældrene.
Trykt i Lærernes blad KK
BR-medlem
Gruppeformand
Børne- og Ungdomsudvalget
Arbejder som politisk sekretær for Enhedslisten
Flere blogs fra Rikke