-
 -

Økonomiske prioriteringer

Vi står midt i en historisk vigtig kamp om samfundets udvikling

Vi har en regering, som ganske vist ikke tager det store liberalistiske opgør med velfærdsstaten, men som i stedet undergraver den ved at opbygge en privat sektor, der overtager velfærdsopgaverne.

Konsekvensen af ’Frit valg’

Under overskrifter som ’frit valg’ pumpes store summer over i den private sektor, mens den offentlige sektor udsultes. Ved konsekvent at kalde dette for ’frit valg’, forsøger regeringen at forvandle os fra borgere i et demokratisk fællesskab til forbrugere i samfundets supermarked.

Samtidig med at kommunerne holdes i en stadig hårdere spændetrøje med anlægs- og serviceloftet, gøres de til syndebukke for udsultningen af den velfærd, vi kender. Mest grotesk ses det, når regeringen lægger alt ansvar for nedslidte skoler og toiletter over på kommunerne, mens den helt konkret forbyder kommunerne at renovere skoler og daginstitutioner.

I den tiltagende økonomiske krise er det dybt uforsvarligt at lade vores offentlige bygninger forfalde, samtidig med at arbejdsløsheden stiger voldsomt.

Invester i fremtiden

Enhedslisten introducerede for år tilbage to nye begreber i den økonomiske debat: vedligeholdelsesgæld og efteruddannelsesgæld. Det første, dækker over manglen på vedligeholdelse og hvor stor en gældspost vi dermed skubber foran os i form af det stadigt stigende beløb det vil koste at få bygningerne op til ordentlig standard. Det andet dækker over, at kommunens ansatte modtager en markant lavere efteruddannelse end privatansatte.

Vedligeholdelsesgælden vokser hurtigt: Det er på sigt langt dyrere at lade en bygning forfalde end at optage et lån eller bruge af reserverne for at renovere den. Vedligeholdelsesrenten er med andre ord højere end udlånsrenten.

Opgør med Christiansborg

Vores by står midt i frontlinjen. Som kommune, som storby – som landets røde hovedstad.

København bør ikke hjælpe den asociale regering med at udhule velfærdssamfundet. Enhedslisten ønsker en anden vej, hvor vi sætter arbejderbevægelsens grundlag: sammenhold, solidaritet og ansvar for hinanden og dem, der ikke kan selv, i centrum for samfundsudviklingen. Her i byen, og på landsplan. Meget tyder på, at det også er det københavnerne vil:

Valget i 2005 gav de tre partier i denne by, der udspringer af arbejderbevægelsen, 60 % af stemmerne. Når de radikale tælles med, så var det 75 % af københavnerne, der fravalgte regeringens partier. Vi skal påtage os den nødvendige sociale ansvarlighed og indfri københavnernes ønske – nemlig et opgør med regeringens politik.

København kan bedre selv

København har råd! Hvis vi selv bestemte, hvordan pengene skulle bruges, ville vi kunne løse mange problemer. Den københavnske kommuneskat er forholdsvis lav og placerer byen under landsgennemsnittet.

Enhedslisten er derfor ikke bange for – hvis det bliver nødvendigt – at sætte skatten en smule op. København har så store uløste sociale problemer, så mange nedslidte boliger for psykisk syge og handicappede, så mange nedslidte skoler og idrætsanlæg, at vi sagtens kan tåle at betale et par hundrede kroner mere om året ekstra.

Vi mener, at den måde, flertallet budgetstyrer på, er skadelig for den langvarige, gennemgående indsats på velfærdsområderne. Det gælder på det sociale område, det gælder på beskæftigelsesområdet, det gælder for integrationen, det gælder på ældreområdet, og det gælder på børne- og ungdomsomådet.

Enhedslisten vil bryde rammerne

På grund af de årlige besparelser, som skal samle penge ind til at starte nye projekter for, lukkes alt for mange gode indsatser ned, dygtige medarbejdere må fyres, erfaringer går tabt, og de enkelte ydelser forringes.

Enhedslistens vil bruge sin plads i Økonomiudvalget til fortsat at kæmpe for bedre budgetter, der sikrer en god velfærd for alle københavnere – også de svageste.

Enhedslisten har i alle årene arbejdet for at skabe politisk vilje til at bryde med regeringens økonomiske rammer. København skal sætte sig i spidsen for et kommunalpolitisk oprør! Hvis det skal lykkes, kræver det en stærk venstrefløj, der kan presse socialdemokraterne væk fra deres samarbejde med højrefløjen

 -
Folkeskolen skal afspejle samfundet

Der kommer ingen havnetunnel

Københavnerne vil have billigere busser og færre biler

Flere blogs

 -