I foråret fremlægger regeringen forslag om etablering af stofindtagelsesrum. Et af de afgørende spørgsmål i den forbindelse bliver, hvor de kommende stofindtagelsesrum skal placeres. Socialforvaltningen har indstillet til Socialudvalget, at lokaludvalg, beboere, erhverv og institutioner bliver inddraget i beslutningen.

For at kunne åbne et stofindtagelsesrum så hurtigt som muligt, arbejder Socialforvaltningen allerede nu på at finde en god placering på Vesterbro, hvor behovet er størst. Forvaltningen arbejder med fire mulige placeringer: PH-cafeen, Mændenes hjem og Halmtorvet 15 og 17. Sundhedsrummet og/eller en mobil løsning kan også komme på tale som et supplement eller overgangsløsning.
Socialborgmester Mikkel Warming siger:
Vi vil have stofindtagelsesrum så hurtigt som muligt. Derfor lægger vi op til at sætte gang i den offentlige høring, så vi kan finde en konkret adresse hurtigt - også selvom lovforslaget ikke er fremsat endnu. Samtidig er det helt afgørende, at vi i samarbejde med dem, der bor og færdes på Vesterbro finder en god placering, så rummet kommer til at fungere ordentligt, uden at det bliver til stor gene for naboerne.
De fire eventuelle placeringer er vurderet som de bedste, efter at forvaltningen har gennemgået en bruttoliste af muligheder. Bruttolisten fremkom gennem dialogmøder på Vesterbro, i Vesterbrobladet, af Vesterbro Lokaludvalg og af Følgegruppen til Vesterbroplanen.
Kriterierne, som socialforvaltningen vurderede bruttolisten efter, handler blandt andet om, hvorvidt de fysiske rammer er brugbare, om placeringen er rimelig overfor naboerne, og om forvaltningen har mulighed for at overtage bygningerne.
Hvis Socialudvalget vedtager indstillingen, vil høringsmaterialet blive udsendt den 15. januar. I begyndelsen af februar bliver der afholdt dialogmøde mellem lokalområdet og Socialudvalgets politikere, og den 21. marts skal politikerne tage stilling til forvaltningens endelige indstilling.
Se indstilling til Socialudvalget om Høring om placering af stofindtagelsesrum