I tirsdags var jeg på Christiansborg Slotsplads sammen med tusinder af andre demonstranter, der protesterede mod regeringens spareplan, der bl.a. betyder en halvering af dagpengeperioden og forringelser af børnechecken.
Men regeringens spareiver får også konsekvenser for den helt nære velfærd i København. De borgerliges skrappe krav til kommunerne betyder, at vi i København er tvunget til at spare mange millioner på børnene. Også selvom vi faktisk har penge i kassen. Vi må ganske enkelt ikke bruge dem for Lars Løkke og Pia K!
Som det ser ud nu, så kommer det til at betyde øget forældrebetaling og flere lukkedage i børnehaver og vuggestuer. Og det vil betyde en ny ledelsesstruktur, hvor daginstitutionerne klynges op i større enheder. I alt lægges der op til besparelser på 350 millioner kroner!
Enhedslisten mener vi for længst har nået smertegrænsen for, hvor meget vi kan spare på de københavnske børn. Derfor støtter vi de forældre og pædagoger, der protesterer mod regeringens alt for snævre økonomiske rammer. Og vi opfordrer Kommunernes Landsforening til ikke at acceptere de borgerliges urimelige styring af økonomien
BR-medlem
Gruppeformand
Børne- og Ungdomsudvalget
Arbejder som politisk sekretær for Enhedslisten
Flere blogs fra Rikke