› Opdateret 6. september 2010

Rul besparelserne tilbage!

Holdt denne tale til budgetdebatten i Borgerrepræsentationen om de massive besparelser på byens børn

’Vi har to grundpiller: skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor.’ Sådan sagde regeringen og Dansk Folkepartis chefideologi Claus Hjort Frederiksen i et interview med Børsen få år efter, de kom til magten i 2001.

Hans pointe var: at ved at holde væksten i den offentlige sektor nede, så ville den forhadte velfærdsmodel efterhånden blive udsultet i en grad, så de private løsninger ville fremstå som lækre alternativer. Som Claus Hjort afsluttede interviewet: ’Det tager tid, men efter 10 år, ….så opstår der et nyt Danmark.’

Det må man give ham ret i. Regeringen og Dansk Folkepartis grundpiller har så sandelig haft sin effekt i den kommunale verden. I år endda med nulvækst, som man har solgt som værende endog meget gavmildt i disse krisetider. For ifølge Christiansborg-logik er nulvækst jo blot et andet ord for, at man må bruge de samme penge som sidste år. Der kompenseres endda for løn- og prisudviklingen.

Øh nej, Claus Hjort. Ikke når der er tale om vækstkommuner. Ikke når der kommer flere borgere end sidste år. Det burde være logik for selv helt små bitte kyllinger: Når flere skal deles om den samme sum penge, så bliver der altså mindre til den enkelte.

Flere Børn

Dette scenarium ser vi på børneområdet i år i København. Eller skal vi sige igen i år. For børnetallet bliver ved med at stige, og børnefamilierne flytter ikke fra byen. Det forstår man godt. København er en fantastisk dejlig by. Og vi kan i det store og hele godt være stolte.

Skal dét fortsætte, så kræver det dog, at vi kan opretholde servicen. Og det er noget nær umuligt i år med den økonomiske ramme, der er lagt ned over børneområdet. Pga. de ekstra børn og manglende finansiering fra tidligere politiske forlig, har Børne- og ungdomsudvalget været nødt til at spare på rigtig mange områder. I alt omkring 250 mio. kroner. På stort og småt. Og både kritiske og mindre kritiske besparelser er taget med for at kunne aflevere et budgetforslag, som hang sammen.

Det betyder øget forældrebetaling, tvungen sommerferielukket, en afskaffelse af morgenmaden i daginstitutionerne, afskaffelse af morgenåbningen på fritidshjemmene samt en ikke lille grønthøsterbesparelse, som bliver rullet ud over hele området.

Dertil kommer en række strukturforandringer på daginstitutionerne, hvis formål er at mindske enhedspriserne på området ved at spare på ledelse. Som udgangspunkt har Enhedslisten ikke noget imod at spare på ledelse. Men vi er i tvivl om, hvorvidt den planlagte besparelse kan indfries og havde derfor gerne set, at strukturændringerne ikke havde været en del af budgettet. Derved ville vi i højere grad have kunnet lade fagligheden og den pædagogiske udvikling være dagsordensættende for en ny struktur, frem for økonomien.

Og det er måske hovedbudskabet med min tale her i aften: Jeg er så voldsomt træt af år efter år at skulle spare på de vigtige velfærdskerneområder for at tilfredsstille en våd drøm fra Christiansborg om at holde væksten i den offentlige sektor nede. Det dræber al udvikling, al nytænkning og får i bedste fald området til at sande til. Det er da for trist.

København har pengene

Men det er ikke desto mindre realiteterne igen i år, medmindre vi kan finde nogle flere penge i forhandlingerne de næste uger. Socialborgmester Mikkel Warming fortalte i torsdags i sin tale, hvordan det rent faktisk er muligt uden at bryde med hverken skatte- eller serviceloft. Jeg håber, I hørte godt efter. Ellers gentager vi det gerne igen og igen. Det er rent faktisk et politisk valg, i hvor høj grad vi i København ønsker at opfylde Claus Hjorts drøm om at udsulte den offentlige sektor.

Bevillinger løber ud

En ting er imidlertid besparelserne på børneområdet. En helt anden ting er, at en række bevillinger løber ud. Det er alt sammen bevillinger fra det så højt besungne Faglighed for Alle, hvor samtlige partier, undtagen Enhedslisten, i al deres visdom besluttede at finansiere deres prestigiøse forlig ved at tage penge fra kernedriften og lade dem indgå i midlertidige bevillinger.

Det betyder for eksempel et stop for Københavnermodellen. Det vil sige, at finder vi ikke nye penge i budgetforhandlingerne, så skal vi fra januar fyre samtlige vores integrationskonsulenter på skoleområdet. Det er slut med at forsøge at fordele børnene mellem bydelene på frivillig basis og så videre og så videre.

Det vil efter min mening være helt katastrofalt, og det får udtalelserne herindefra om at flytte endnu flere børn rundt og fjerne det frivillige islæt til at runge voldsomt hult.

Samlet betyder det store forringelser på området. Og der er efter Enhedslistens mening absolut ikke råd til nye fancy tiltag. Skal vi med i budgettet, ønsker vi derfor, at ekstra penge til området går til at rulle besparelser tilbage, før vi overhovedet begynder så meget som at tænke på at sætte nye ting i søen.

Flere skolepladser

Flere børn betyder et behov for flere pladser. De sidste mange år har dét været tilfældet, og Københavns Kommune har efterhånden brugt sindssigt mange penge på at bygge nye daginstitutionspladser. Det er der også behov for i år.

Men endnu mere er der behov for også at bygge ud på skoleområdet. Det gir sig selv. Børnene vokser jo op. Og de ekstra børn, der for år tilbage havde behov for en daginstitutionsplads, får i de kommende år brug for en plads i den københavnske kommuneskole. Og de penge skal jo findes.

Kvalitet

Børn koster penge. Sådan er det bare. Men det er også et supervigtigt område for vores by. Det er et godt tegn, når børnefamilier vælger at bo i vores by. Det giver liv og diversitet, at forskellige generationer bor sammen. Det skal vi værne om og også være villige til at betale for. Og det synspunkt mangler en anelse, når vi diskuterer kommunens økonomi. Der flyver det igen og igen - og nærmest til bevidstløshed - omkring med ord som ’effektiviseringer’, ’besparelser’ og ’for høje enhedspriser’. Men sjældent lyder der noget om kvalitet. Om at kvalitet og et vist serviceniveau altså hænger sammen med prisen. At ’mere velfærd for pengene’ er en illusion, og at der i stedet bør træffes et politisk valg om, hvad for et kvalitetsniveau vi ønsker her i kommunen. At det er for simpelt bare at gå efter at gøre det billigst muligt. At det altså engang imellem også er ok at ville gøre det bedst muligt.

Mindre kontrol

Derfor glæder det mig også, at et flertal i børne- og ungdomsudvalget i sidste uge bakkede op om Enhedslistens forslag om at afskaffe udviklingskontrakterne. Gennem de senere år er der indført en række bureaukratiske og kontrollerende foranstaltninger via styringen af kommunens børneområde.

Udviklingskontrakterne er en af dem. Det er ikke noget særsyn for Københavns Kommune. Det er en trend i tiden overalt i den offentlige sektor, og - som man har kunnet læse i pressen hen over weekenden - en af grundene til, at antallet af ansatte i den offentlige sektor er steget de senere år på trods af de årlige nedskæringer og besparelser.

Det mener vi i Enhedslisten er en helt forkert prioritering af vores penge. Derfor ønsker vi et opgør med denne måde at tænke den offentlige sektor på. Hvor markedsgørelse og kontrol samt mål- og resultatstyring står over arbejdsmiljø, faglighed og selvbestemmelse. Det burde da være omvendt. Det tog sin begyndelse med afskaffelsen af udviklingskontrakterne, og jeg håber, vi kan arbejde videre med en afbureaukratisering af området og i stedet bruge ressourcerne på børnene.

Derfor glæder jeg mig også over, at der hér er nye toner hos vennerne i S og SF. Det var ikke sket for et år siden, og det er derfor på sin plads at komplimentere de to partier for at have modet til at nedlægge noget, de selv har været med til at indføre, når nu det viser sig at være til mere skade end gavn.

Derudover er der kun tilbage at sige, at jeg ser frem til de kommende forhandlinger med et håb om, at vi kan nå et stykke. For det nuværende oplæg på børneområdet er absolut ikke acceptabelt.