› Opdateret 10. juni 2011

Skal soldaterne hyldes ved hjmekomsten?

Den 25. februar var der parade i København. Soldater hjemvendt fra krigen i Afghanistan gik i optog gennem middelalderbyen til Rådhuspladsen, hvor der var hyldest ved bystyret. Alle partier undtagen Enhedslisten havde nemlig vedtaget, at Københavns kommune officielt skulle modtage og hædre de hjemvendte soldater.

Hyldesten var på den ene side udtryk for, og samtidig medvirkende til, den militarisering af det danske samfund, som er den egentlige effekt af den danske deltagelse i krigen i Afghanistan.

Derfor er det ikke bare lidt overraskende, men også utrolig deprimerende, at de radikale, socialdemokraterne og i særdeleshed SF bakker så entusiastisk op om hyldesten til krigen.

Forklaringen, som SF´erne åbenbart ikke tør argumentere imod længere, er det klassiske; soldaterne er jo udsendt af Danmark. De sætter livet på spil, og det bør hyldes – uanset hvad man mener om krigen. SF havde for at bløde op på den militære vinkel fået vedtaget, at også andre grupper, læger, politifolk og andre der var officielt udsendte som en del af den danske stats indsats i krigen, skulle inviteres med. Det skete naturligvis ikke, hvilket var til at forudse.

Det virker jo meget sympatisk at ville hylde soldaterne på det grundlag. Men det betyder også, at militariseringen af det danske samfund stille og roligt lykkes, når argumenter som disse får lov til at dominere.

For det første er der flere grupper i det danske samfund, der har et meget hårdt arbejde, hvor liv og lemmer sættes på spil. Brandmænd eksempelvis. Ligesom nedslidning og dårligt arbejdsmiljø fører til dårligt helbred og kortere liv for eksempelvis mange hjemmehjælpere osv. Her holdes ikke parader og modtagelser på rådhuset af den grund.

For det andet – og vigtigere, så er modtagelsen af soldaterne på rådhuset en hyldest til krigen. Og det har konsekvenser.

Som Mie Harder og Henrik Gade Jensen befriende ærligt skrev i Berlingske Tidende i december 2010, og gentog i januar 2011, så handler krigen i Afghanistan sådan set ikke om den kan vindes. Næh ; ”Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark; Væk fra neutralisme og pacifisme hen mod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skift i den danske tryghednarkomani og velfærdsmentalitet”

Krigsførelsen skal gøre op med velfærdsstatens menneskesyn. ”Urdriften” – menneskets ”overlevelsesinstinktet” skal bruges i hverdagen, i stedet for velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet, der er blevet til en ”blød og behagelig dyne” Som også – til de borgerliges store fortvivlelse, gælder for alle – også de, der ikke kan og vil. ”drivere, døgenigte og drukkenbolte” som Harder og Gade Jensen citerer Grundtvig for.

Og de borgerlige debattører har jo grundlæggende ret. Krigen er ved at militarisere det danske samfund. Soldater bliver sat op på en piedestal og skal nu også hyldes af landets hovedstad på byens rådhus. For det første bidrager politikerne i København derved til at hylde krigen. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det det samme som at hylde krigens redskaber, nemlig at slå mennesker ihjel. Derved bliver krigens væsen ikke bare legitimt, men noget der er særlig fint og skal hyldes.

Det bliver i orden at bruge krig – magt og vold - som redskab til at løse problemer. Og det er et skred i vores bevidsthed. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være nødvendigt at bruge magt – at gå i krig. Det fortæller historien os. Fra Modstandskampen under besættelsen over oprør mod diktatur til militær indgriben for at standse folkemord. Men det er ved at blive en naturlig løsning i stedet for den sidste, der gribes til.

For det andet bidrager politikerne i København til sætte soldaterne på en særlig piedestal. Og så bliver det kun rimeligt, at vores soldater skal have særbehandling, når de vender hjem. Sidste år var der flere store avishistorier om, hvordan krigsveteraner stod på de samme ventelister til handicapboliger som alle andre, blev behandlet lige så umenneskeligt som andre arbejdsløse osv. Historierne førte til et stigende politisk kor om, at netop soldater skal sættes foran i køen, skal have særbehandling. Der er blandt de danske soldater uden tvivl mange gode eksempler på mod og opofrelse. Men soldater er ikke sig selv mere værd end andre danskere. Det er faktisk hele grundlaget for velfærdsstaten – for den universelle velfærdsmodel, for den grundlæggende solidaritet, arbejderbevægelsen byggede samfundet op på. Alle har ret til en lige og værdig behandling. Dette grundlæggende princip – alle menneskeliv er noget værd, og alle har ret til en værdig behandling, er under kolossalt pres i disse år. Fra den borgerlige lejr, der altid har været modstandere af en grundlæggende solidarisk samfundsmodel. I stort og småt – med forsikringsordninger og privathospitaler, skattelettelser og friværdi, skal vi opdrages til at se stort på solidariteten. Og krigen – militariseringen har en kæmpe rolle heri.

Netop et opgør med velfærdsstaten og den grundlæggende solidaritet. Mod den ”bløde og behagelig dyne, ” hvor alle liv er noget værd. Netop det opgør som de ærlige borgerlige - Harder og Gade Jensen, skriver glædesstrålende om i Berlingske, fordi de ser mennesket som et væsen, der altid vil fremme sig selv. Og velfærdsstaten som grundlæggende unaturlig. ”Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal, og efter vores mening gavnlig” Krigen har altså også – og måske først og fremmest - et klart indenrigspoltisk formål.

At være med til at ændre vores grundlæggende samfundssyn til at velfærd er til for de ”værdige” Det er en proces, der tager fart i denne tid. For i disse år oplever vi et på mange måder historisk skred i synet på mennesker med handicap.

Økonomien er stram. Regeringen dikterer nulvækst i kommunerne– og indfører meget skrappe sanktioner for at bruge for mange penge. For kommunerne er det et stort problem, for ikke mindst det specialiserede socialområde har sprængt budgetterne i de seneste år. Det gælder udsatte børn og ikke mindst mennesker med handicap. Her har Kommunernes Landsforening og en række borgmestre haft de store ord fremme. Om hvor dyre og næsten luksuriøse ordninger, der eksisterer for mennesker med handicap. Man har lavet et katalog til regeringen over lovændringer, man ønsker lavet, så det bliver muligt for kommunerne at sænke serviceniveauet markant. Og flere borgmestre har været i medierne og fortælle om, hvor dyrt og urimeligt det er at betale dyre pædagoglønninger til at passe på mennesker med svære psykiske lidelser, der er meget voldsomme i deres udtryk, når de jo kunne få nogle beroligende piller, til at tage det værste.

Når borgmestre kan få sig selv til at mene, at den største forskel på piller og pædagogik er prisen, så er man langt inde i et skred, hvor man grundlæggende finder at (i hvert fald nogle) mennesker med handicap ikke er ”værdige” modtagere af hjælp og støtte. Og at de er mennesker, der koster os ”andre” alt for meget.

Jeg vil til gengæld godt vædde fem flasker dyr rødvin fra Farum på, at der ikke er det samme råb og skrig om de urimelige og dyre løsninger, når det er veteraner fra krige, der vender hjem med posttraumatisk stres, med svære fysiske og psykiske handicap.

Vi så det som sagt i forbindelse med en række mediehistorier sidste år. Om veteraner der stod i de samme køer til handicapboliger som alle mulige andre. Her var kravet ikke, at nu skulle de ventelister også væk. Det var, at der måtte bygges særlige handicapboliger til tidligere soldater. Eller da det blev beskrevet, hvor meget tidligere soldater med psykiske lidelser led i det ekstremt rigide og firkantede beskæftigelsessystem, var det politiske krav heller ikke, at nu måtte det laves om, så mennesker med psykiske lidelser generelt fik det lettere. Næh det handlede mere om at få lavet en særlig politik for veteranerne.

Misforstå mig ret; jeg under ingen – heller ikke tidligere soldater - at stå i de alt for lange ventelister til handicapboliger, eller blive slæbt igennem et umenneskeligt beskæftigelsessystem. Men jeg er dybt bekymret for den stadig klarere formulerede politiske tanke, om skulle behandle nogle grupper med problemer bedre end andre grupper med problemer, fordi de er tidligere soldater, og dermed må opfattes som mere ”værdige” end andre.

En ting er det grundlæggende ubehagelige i, at man skal gøre sig til dommer over, hvilke liv der fortjener ordentlig behandling. Hvordan kan man meningsfyldt skelne mellem soldaten, der får sprængt sin fod væk på en mine i Afghanistan, og familiefaderen, der køres ned af en bil og får sin fod kørt i stykker?

Det kan man naturligvis ikke, medmindre man mener, at det at have været soldat i sig selv gør en berettiget til bedre og hurtigere hjælp og støtte.

En anden ting er det skred i vores grundlæggende samfundssyn, som er ved at ske, og som militariseringen skubber på. At menneskeliv ikke er lige meget værd, at mennesker ikke har krav på lige og værdig behandling. Det skal man gøre sig fortjent til. Den voldsomme og dramatiske ændring af vores grundlæggende samfundssyn sker langsomt men sikkert i disse år. Den næsten parallelle debat om mennesker med handicap i almindelighed, og invaliderede veteraner i særdeleshed, bør vække til eftertanke.

Der ligger i øvrigt en ringe erkendt udfordring omkring det stigende antal veteraner. For det har naturligvis konsekvenser, når Danmark sender mennesker i krig, for de stadig flere soldater, der vender hjem, ødelagte på krop og sjæl. I efteråret var undertegnede, sammen med de andre københavnske socialpolitikere, i bl.a Seattle. Det var meget karakteristisk, at veteraner fylder rigtig meget i hjemløseherbergene, i institutioner for psykisk syge og blandt stofmisbrugerne. Man kunne ved selvsyn se, hvordan tidligere soldater udgjorde en meget stor del af de alt for mange, der ikke har kunnet holde fast i familie, hjem og arbejde, men i stedet lever på gaden, har misbrug, psykisk lidelse osv.

Det er vel ikke så mærkeligt. For krig risikerer at gøre meget ved den enkelte med de abnorme og ekstreme oplevelser man er udsat for. Både ens krop, der kan blive ødelagt hvert øjeblik det skal være, og ens hoved, der konstant er udsat for et umenneskeligt, ekstremt pres. Det som Harder og Gade Jensen så overfladisk kalder for ”Urdriften” –eller menneskets ”overlevelsesinstinktet”

Vi må vænne os til, at vi får flere unge mænd og kvinder hjem fra fremmede lande, der har hårdt brug for hjælp. Flere der ikke kan bo sammen med andre, flere der mangler arme og ben. Flere der er hårdt kvæstede i deres sjæl.

Vi har brug for en erkendelse af, at det ikke er gratis at føre krig., At det efterlader mange mennesker med stort behov for støtte og hjælp. Og at krigen har konsekvenser for det grundlæggende menneskesyn vi har i vores samfund. Det burde ikke være overraskende for en kritisk venstrefløj. Trods alt er det vel begrænset, hvad nogle hundrede danske soldater kan betyde for det store spil om magten i Centralasien. Alligevel er det vel, udover fredsbevægelserne, kun debattøren Søren Mørch der for alvor har taget fat i betydningen af krigen – i Danmark. Er det derfor, at socialdemokrater, radikale og SF´ere stemmer for at hylde krigen i København?

Vi skal slås for et solidarisk samfund, hvor alle mennesker har værdi, alle har lige ret og pligt. Det gør vi bl.a. ved at kæmpe mod militariseringen af Danmark.

Trykt i Social Politik, juni 2011