Næste år kan Mærsk og Danske Bank se frem til et lidt større overskud. Samtidig vil Søren og Fatima opleve, at deres lærer har lidt mindre tid en hun plejer.
Partierne bag budgetforliget på Rådhuset har brugt meget plads på at fortælle om alle de gode ting budgettet indeholder. Og der er da også rigtig mange gode ting, som Enhedslisten støtter fuldt op omkring.
Når vi alligevel ikke kunne skrive under på det samlede budget, skyldes det, at flertallet deler skattelettelser ud til erhvervslivet med den ene hånd, mens de skærer ned på antallet af lærere i Folkeskolen med den anden.
Flertallet på Rådhuset har nemlig besluttet, at sætte den ejendomsskat ned som virksomheder betaler til kommunen. Det koster os 20 millioner kroner og giver marginale skattelettelser til små virksomheder, mens de firmaer, som Mærsk og Danske Bank, der har store firmadomiciler i byen, får større skattelettelser.
Samtidig sparer kommunen 35 millioner kroner på lærernes lønninger, hvilket ifølge Lærerforeningen vil betyde 75 færre ansatte i den københavnske folkeskole.
Den slags omfordeling kan Enhedslisten ikke stemme for. Vi vil hellere lade bankerne og de multinationale virksomheder betale lidt ekstra for at vi kunne få en bedre folkeskole.
Trykt i bl.a. Bryggebladet og Vesterbro Bladet
BR-medlem
Gruppeformand
Børne- og Ungdomsudvalget
Arbejder som politisk sekretær for Enhedslisten
Flere blogs fra Rikke