Enhedslisten vil føre socialistisk socialpolitik i København. Socialpolitik betyder for os, at københavnerne ses som borgere, ikke blot en fattighjælp til dem, der ikke har andet.
Vi fører ikke socialpolitik, fordi ”det er synd” for nogen, men fordi alle borgere i et samfund har værdi og kan bidrage til fællesskabet.
Vores socialistiske socialpolitik fokuserer i modsætning til andre partier på de svage grupper: stofmisbrugere, handicappede, hjemløse, psykisk syge, alkoholikere, børn og familier med dårlig trivsel, vold og dårlig funktion, unge med problemer osv.
Vores udgangspunkt er det enkelte menneske, og at intet menneske må opgives. Det handler om solidaritet – alle har retten til et godt liv. Alle mennesker har ressourcer, og uanset om de er små eller store, så skal byen hjælpe dem med at tage udgangspunkt i deres egne ressourcer og komme videre derfra. Vi vil hjælpe folk med at leve det liv de selv gerne vil – også selvom det ikke nødvendigvis er det liv flertallet lever.
Socialpolitikken skal tilbage på den politiske dagsorden. Alle mennesker har ret til et anstændigt liv og vi som samfund har en solidarisk forpligtigelse til at sikre det.
De svageste grupper kan ikke danne magtfulde pressionsgrupper, der kan tilkæmpe sig en del af samfundskagen. Der er tale om grupper, hvor investeringen ikke altid kommer tilbage i form af en god skatteborger, men udelukkende i form af livskvalitet for den enkelte.
Rigtig meget af det, der kaldes socialpolitik for de svageste grupper, laves i dag af hensyn til trygheden og sikkerheden for de stærke. Det formål er vigtigt, men det må aldrig stå alene. Socialpolitik har en værdi i sig selv, fordi alle har ret til et anstændigt liv.
Enhedslisten er derfor på kant med den herskende dagsorden i samfundet. Vi er det eneste parti på Rådhuset der konsekvent og vedholdent sætter socialpolitik på den politiske dagsorden, også når det ikke giver stemmer.
Enhedslisten vil kæmpe for et reelt socialpolitisk løft i København. Det sociale område er kendetegnet ved at være udsultet. Og selvom der – efter pres fra Enhedslisten – i budgettet for 2009 blev givet flere penge, er der lang vej endnu. Enhedslisten vil fortsat kæmpe for velfærd for alle og ordentlige forhold for byens svageste frem for skattelettelser.
Medarbejderne på socialområdet gør en kæmpe indsats og en kæmpe forskel for mange tusinde københavnere, men de har ofte alt for travlt, og derfor vil Enhedslisten have, at der skal ansættes flere.
Derudover vil vi investere i de ansatte på socialområdet – og give dem endnu bedre mulighed for at bruge deres faglighed. Der skal være mere efteruddannelse og kompetenceudvikling.
Enhedslisten vil brede klippekortsmodellen ud over alle ansatte i socialforvaltningen, og dermed give dem mulighed for efteruddannelse og lønstigninger. Dels for at sikre faglig udvikling, og dels for at give de ansatte faglig stolthed og grund til at blive i jobbet.
Enhedslisten vil kæmpe for meget mindre kontrol, bureaukrati og regelstyring på de sociale arbejdspladser. Også selvom det betyder mindre dokumentation for, at den enkelte ydelse bliver givet. Vi har tillid til de ansatte.
Hvis vi gør de ansatte dygtige nok, giver dem den efteruddannelse, de har behov for og lyst til, og hvis vi som kommunale arbejdsgivere giver de arbejdsvilkår de ansatte har brug for, behøver vi ikke den mængde regler, der i dag gennemsyrer og tynger det offentlige. Vi vil have faglighed og faglig dygtighed til at erstatte kontrollen.
Vi ved, at fattigdom skaber sociale problemer, og at økonomiske problemer og sociale problemer hænger sammen. Kun ved også at bekæmpe fattigdom kan sociale problemer for alvor bekæmpes. Realiteten er, at der er fattigdom i vores by.
En fattigdomsundersøgelse, iværksæt af Enhedslisten, viser, at 16% af københavnerne lever under fattigdomsgrænsen. Fattige har et dårligere helbred og lever kortere tid end andre. Det sociale liv belastes hårdt, og psykiske problemer kan også opstå i kølvandet på fattigdom.
De borgerliges svar på fattigdomsproblemerne er som oftest meget forsimplet, nemlig at de fattige skal få sig et arbejde. Men når man tænker socialpolitisk, bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi kan give disse mennesker et bedre liv. Vi må tilbyde inddragelse i stedet for udelukkelse.
Det betyder en ændring af sociallovgivningen: En højere grad af solidaritet og en mindre grad af blind tilpasning af den enkelte til arbejdsmarkedet for enhver pris.
Vi vil afskaffe fattigdommen i København! Det kræver grundlæggende ændringer på nationalt plan, idet mange bliver fattige på grund af folketingets love om loft over kontanthjælpen, 450 timers regel, starthjælp osv. Men Kommunen skal også gøre en større indsats.
Københavns Kommune skal have en klar politik til bekæmpelse af fattigdom, og en sikring af de fattiges grundlæggende rettigheder.
Enhedslisten vil kæmpe for, at kommunen skal udbetale flere og højere ydelser – i det omfang som lovgivningen overhovedet kan vrides til det. Vi vil også kæmpe for større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, tilskud til kultur og fritidsaktiviteter og gratis deltagelse i skolernes aktiviteter for fattige børn.
Kommunen kan og skal gøre meget mere for at afbøde konsekvenserne af fattigdommen og regeringens asociale ulighedspolitik. Ligesom kommunen kan og skal gøre mere for at forebygge, at mennesker havner i fattigdom.
Enhedslisten vil blandt andet sikre, at kommunen etablerer en Gældsrådgivning, hvor enhver kan komme ind fra gaden, og – anonymt hvis det ønskes – få råd og støtte i forhold til sin økonomi.
En beskeden start ville være at nedsætte en Fattigdomskommission, som skal analysere, hvordan vi kommer fattigdommen og dens skadevirkninger til livs. Den ville kunne diskutere både definitioner på fattigdom, en decideret fattigdomsgrænse og fattigdommens konsekvenser for den enkelte, og ikke mindst hvordan den kan bekæmpes på nationalt plan.
En Fattigdomskommission vil samtidig være det første skridt til at erkende, at økonomiske problemer – fattigdom – medfører sociale problemer.
Denne vigtige erkendelse har været fraværende i den offentlige debat i mange år.
Der kommer flere handicappede i København. Takket være gode lægevidenskabelige fremskridt, stiger handicappedes levealder. Derfor vokser antallet af handicappede proportionelt set hurtigere end befolkningen som helhed.
Men pengene er ikke fulgt med. Budgettet reguleres nemlig ikke efter, hvor mange handicappede der er, men efter hvordan udviklingen i befolkningen er. Det hænger selvfølgelig ikke sammen, og derfor har der i flere år været røde tal på handicapområdet.
Der er behov for mere, end der er budget til. På trods af gentagne forslag fra Enhedslisten har flertallet på Rådhuset negligeret de handicappedes behov.
Københavnere med handicap skal kunne leve deres liv med reel kompensation for deres handicap. Vi vil derfor kæmpe for ordentlige boligforhold.
Alt for mange handicappede bor på værelser på 12- 15 m2 uden eget bad og toilet. Der skal bygges nye ordentlige boliger, hvor alle har eget bad, toilet og køkken.
Enhedslisten vil gøre sit til, at Kommunen presser på for at sikre at også handicappede kan komme ind på arbejdsmarkedet, for eksempel i flex og skånejobs.
Psykisk syge er også københavnere og har også ret til et godt liv. De skal ikke gemmes af vejen.
Det faktum, at mange psykisk syge lever under elendige boligforhold, er en skændsel. Enhedslisten vil derfor kæmpe for ordentlige boligforhold.
De store gamle institutionslignende bocentre skal nedlægges til fordel for nye mindre boenheder, hvor alle har eget badeværelse og køkken.
Mange psykisk syge kan gennem behandling og social støtte få det meget bedre. En stor del kan helbredes og indgå i samfundet på lige vilkår med andre. Det kræver, at lægerne, det sociale personale og alle andre omkring det enkelte menneske, tænker i at hjælpe den enkelte til at få det bedre. Det kræver også mere efteruddannelse og mere personale rundt omkring i såvel distriktspsykiatrien som på bostederne.
Mere personale er også en af forudsætningerne for at give den nødvendige støtte og hjælp, der kan skære ned på det overforbrug af medicin, som er vilkårene for nogle psykisk syge.
Hospitalerne er gode til at behandle mennesker med psykiske lidelser. Bostederne er gode til at give social støtte. Regionen har ansvaret for behandlingen, og kommunen ansvaret for den sociale støtte.
Den bedste behandling sikres derfor ved at der forgår et samarbejde mellem hospitalerne og bostederne, at der tænkes på tværs af kasser og laves nye steder – ”halvvejshuse”, som er en blanding af behandling og social støtte på samme tid.
Enhedslisten vil udrydde hjemløsheden i København. Alle der i dag sover på gaden skal have tilbud om en bolig inden udgangen af 2013. Men det skal være boliger der er tilpasset brugernes behov. Derfor skal der bygges mange flere forskellige boligformer, som ligger mellem herberg og egen bolig. Altså bofællesskaber, opgangsfællesskaber, boliger med social støtte, skæve huse osv.
I mellemtiden skal den sociale sagsbehandling væk fra centrenes skriveborde og ud på gaderne hvor de hjemløse opholder sig.
Enhedslisten ønsker, som alle andre, at færrest muligt ender i stofmisbrug og at flest muligt kommer ud af deres misbrug igen. Men vi tror ikke på at man kan stresse stofmisbrugerne ud af deres afhængighed. Derfor vil vi arbejde for, at der kommer fixerum i København. Det vil sige steder, hvor stofmisbrugere kan indtage deres stof under sundheds- og socialfagligt personales opsyn.
Fixerum sikrer først og fremmest, at den enkelte får bedre sundhed og muligheden for et mere værdigt liv. København har et voldsomt højt antal narkorelaterede dødsfald, hvoraf de fleste skyldes de horrible forhold den svageste gruppe af stofmisbrugere bydes. Fixerum vil ikke bare bidrage til en væsentlig forbedring af disse menneskers levevilkår, men også give mulighed for etablering af kontakt til stofmisbrugere og derigennem motivere dem og skabe rum for det overskud, det kræver, at gennemføre en behandling.
Formerne for stofmisbrug ændres – der kommer ’nye’ stoffer til og de spreder sig i nye miljøer. Derfor skal der hele tiden laves nye behandlingsformer til nye former for misbrug.
Endelig er det vigtigt at få taget fat om de meget udsatte stofmisbrugere med psykiske lidelser der i dag risikerer at falde ned mellem flere forskellige myndigheder.
Enhedslisten ønsker en blandet by, hvor der er plads til alle. Derfor er ghettoer – uanset om det er de fattige og arbejdsløse, der bliver presset sammen i bestemte almene boliger, eller det er de velhavende, der bor i ejer-ghettoer rundt omkring i byen – farlige for byens sammenhængskraft.
Vi mener ikke, at de fattige i de almene boligområder skal løfte det sociale ansvar alene, men finder det rimeligt at også de velhavende dele af byen tager en del af det sociale ansvar.
Enhedslisten vil derfor kæmpe for, at Kommunen kan få ret til at anvise mennesker med sociale problemer til boliger i andelsforeninger, ejerforeninger og private lejeboliger. Det vil være med til at sikre en reelt blandet og sammenhængende by.
De seneste år har utryghed fyldt meget i mediebilledet af København. Virkeligheden er at København stadig er en sikker by. Det skal vi holde fast i, og vi skal sikre at alle der bor her også føler sig trygge. Ingen skal være bange for at cykle gennem sommernatten i København.
Vi skaber en mere tryg by ved at tænke åbent, kreativt og arbejde på tværs. Det kan være alt fra at sikre ordentlig gadebelysning, skabe byrum hvor der er mennekser og liv – også om aftenen eller sørge for en større del af byens betjente er nærpoliti, der kender lokalområdet og ikke optrapper konflikter.
Det kræver også stærke lokalmiljøer hvor mennesker kender hinanden og arbejder sammen for at finde løsninger på problemerne. Derfor vil Enhedslisten lytte til og arbejde sammen med lokale organisationer, boligforeninger og netværk, for at kunne bruge deres løsningsforslag og erfaringer.
Tryghed handler også lighed og fællesskab. Vi ved, at øget ulighed skaber sociale problemer, øget kriminalitet og utryghed. Også derfor vil vi skabe et København uden fattigdom – og et København vi bor sammen, går i skole sammen og kender hinanden på tværs af sociale klasser.
Vi ved at fællesskab er helt afgørende for at skabe en tryg by. Men fællesskab kræver, at alle er med. Derfor er der heller ingen, der skal føle sig sat udenfor eller dårligt behandlet i København pga af hudfarve, kultur eller etnicitet. Derfor går Enhedslisten imod enhver form for diskrimination og står fast på en stærk antiracistisk dagsorden
Folkeskolen skal afspejle samfundet