Vesterbro-bladet har på det seneste dækket forholdene ved Sundhedsrummet. Det er godt, men jeg ville gerne have haft, at det blev dækket endnu mere, hvor vigtigt Sundhedsrummet er.
Sundhedsrummet blev etableret for at give narkomaner på Vesterbro et hårdt tiltrængt sundhedstilbud, da de ofte har en dårlig kontakt med det almindelige sundhedssystem. De kan nu, efter Sundhedsrummets åbning få hjælp til at tage blodprøver, blive vaccineret mod leverbetændelse, og de skader på kroppen, som et liv som narkoman medfører. Derudover fungerer sundhedsrummet som brobyggere til mennesker, som kan få narkomanen ind på en anden livsbane. Knap 100 mennesker benytter sig af tilbuddet om ugen ifølge en undersøgelse fra Rambøll. Det fortæller mig, at Sundhedsrummet er en ubetinget succes i forhold til at hjælpe nogle af de mest udsatte borgere. Lad os være stolte over, at vi har sådan et tilbud i København.
I forhold til området lige omkring Sundhedsrummet skal jeg være den første til at indrømme, at behovet for Sundhedsrummets og DUGNADs ydelser har oversteget alle forventninger. Det betyder ikke, at der er kommet flere narkomaner til bydelen, men at de nu færdes på pladserne lige omkring Sundhedsrummet i stedet for andre steder på Vesterbro. Det kan virke ubehageligt og nogle gange endda ulækkert. Men det er ikke nogen oplagt løsning at flytte Sundhedsrummet, som skal ligge tæt på det steder, narkomanerne normalt færdes, for overhovedet at blive brugt. Selvfølgelig skal vi tænke os om, og jeg er helt åben overfor alle forslag til andre placeringer, men endnu er der ikke kommet noget realistisk bud. Forslagene indtil videre har kostet flere millioner kroner og ville tage halvandet til to år gennemføre. I sidste ende må vi erkende, at vi ikke kan finde noget sted på Vesterbro, som ikke ligger i nærheden af skole, café, virksomhed, børnehave eller naboer. Så hvis man mener det alvorligt, at narkomanerne skal hjælpes, vil man uvilkårligt komme til at genere nogle. Det beklager jeg, men jeg står fast på, at formålet er så vigtigt, at jeg gerne tager tæskene.
Jeg vil dog sige, at i følge politiet betyder Sundhedsrummet ikke mere kriminalitet. Den er faktisk faldet i de nærmeste omgivelser. Men narkomaner kan være voldsomme, og stofmisbruget efterlader sig spor i form af kanyler og andre ting, man ikke kan betegne som delikat. Det skal vi gøre noget ved, ikke mindst af hensyn til naboerne, og jeg støtter derfor de politiske forslag, vi nu har på bordet: mere politi, oprydning, gadebelysning og kurser i, hvordan man omgås narkomaner.
Til sidst vil jeg opfordre politikere og andre interessenter til at bruge sin energi på konstruktivt at arbejde for at hjælpe Københavns misbrugere. Hvis vi får overbevist politikerne på Christiansborg om, at vi skal tillade fixerum, så kan vi få give narkomanerne værdige forhold at indtage deres stoffer under, og vi kan undgå, at de strejfer udenfor og efterlader kanyler.
Socialborgmester siden 2005
Flere blogs fra Mikkel