-
 -

Tid og tillid til det pædagogiske arbejde

Enhedslistens Børne- og Ungdomsordfører Rikke Lauritzen kigger tilbage på de sidste fire år og fremad mod de næste fire for de københavnske daginstitutioner.

Faglighed for Alle, en strukturreform, en specialreform, en integrationsplan. Opnormeringer, tidlig indskrivning i fritidshjem. En standende diskussion om fritidshjem vs. KKFO. Registrering af forældre, der har sagt nej til at teste deres børn. Indhug i kompensationsordningerne. Manglende pladser og atter manglende pladser. Jo, det har været fire begivenhedsrige år på børneområdet i København.

Det er udmærket med engagerede og handlekraftige politikere. Men nogle gange er det altså, så man taber pusten. Det er vigtigt, at vi på rådhuset hele tiden tænker på, at resten af butikken også skal kunne følge med. Hver eneste beslutning har konsekvenser for børn, forældre og personale langt ud over den tid, det tager for politikerne at stemme om det. Og det er absolut ikke nødvendigt, at vi hele tiden opfinder den dybe tallerken. Vi ved godt, hvad der skaber gode daginstitutioner.

Børneplan III

Jeg håber, at de næste fire år i højere grad kan handle om at sikre den gode kvalitet, som har været kendetegnende for de københavnske institutioner gennem mange år. Enhedslisten ser derfor gerne, at der fra begyndelsen af den nye periode bliver udarbejdet en Børneplan III, som kan lægge rammerne for de kommende år på 0-17 års området. For ud over at være et trygt og sikkert sted for børnene, hvor de gennem solid pædagogisk faglighed kan rustes til deres videre færd i livet, så er institutionerne også supervigtige for mødet børnene imellem. I institutionerne mødes de på lige fod på tværs af skel og udefrakommende strukturer. Et møde som bakker op om sammenhængskraften i samfundet og imødegår de skel, som ellers så hysterisk tales op alle andre steder.

Men det møde er kun muligt, hvis vi fra politisk hold sikrer de nødvendige rammer. Sikrer en ordentlig størrelse af børnegrupperne – ikke mindst set i lyset af den inkluderende indsats, som specialreformen lægger op til. Sikrer at den fysiske kapacitet er til stede – konkret i den enkelte institution og overordnet, så pladsgarantien kan holdes. Sikrer rekrutteringen, fastholdelsen og uddannelsen af medarbejderne. Sikrer at der skabes ro omkring den pædagogiske indsats, og at diverse projekter fra politisk side ikke forstyrrer kerneydelsen.

Nej til sprogtest

Og her tænker jeg ikke mindst på den krampagtige måde et flertal i udvalget i sagen om de omstridte sprogtest af børnehavebørnene rent faktisk gik længere end regeringen i et forsøg på central styring af den enkelte institution. Da det viste sig, at kun omkring halvdelen af de københavnske børnehavebørn blev testet, blev den politiske automatpilot straks slået til: Årsagen måtte være, at pædagogerne med vilje modarbejdede det forstandige politiske flertal. Man forestillede sig ikke, at det kunne tænkes, at forældrene simpelthen sagde nej tak til den i øvrigt frivillige test.

For straks blev tillid til pædagogernes faglighed afløst af endnu mere kontrol og registrering. Næste skridt blev, at så skulle de nej-sigende forældre registreres og skrives op. Personligt kunne jeg ikke se, det mistænkelige i, at halvdelen af de dansksprogede forældre er rimelig trygge ved deres barns sproglige udvikling og derfor ikke kan se det store behov for en test. Derimod kan jeg retssikkerhedsmæssigt se problemer i, at man vil registrere forældrene uden at specificere nærmere, hvor længe og hvordan denne registrering skal finde sted, og hvad den i øvrigt skal bruges til.

En pinlig affære, som kun er blevet mere absurd, efter at regeringen har varslet, at sprogtesten skal fjernes som led i en afbureaukrateringsøvelse.

Mere tillid

Og skal jeg komme med endnu et ønske for de næste fire år, så håber jeg, at disse i højere grad end de forgangne vil være præget af tillid fra Rådhuset til det pædagogiske niveau frem for mere mistillid og kontrol, som der altså er rigeligt af i forvejen fra Christiansborgs side. Medarbejdernes tid i institutionerne skulle jo gerne bruges på børnene og ikke på skemaer og afrapportering.

 -
Folkeskolen skal afspejle samfundet

Der kommer ingen havnetunnel

Københavnerne vil have billigere busser og færre biler

Flere blogs

 -