Så skete det. I ly af mørket blev kastanjetræet fældet. Vi vidste godt, det ville ske, og vi glæder os alle sammen til metroen kommer. Alligevel har det genereret en masse opmærksomhed; på Facebook, i medierne og der opstod spontane protester, da træet oprindeligt skulle have været fældet i sidste uge.
Jeg tror alle os, der bor i området har haft mange gode oplevelser og minder knyttet til pladsen og træet. Sommer efter sommer er det der, vi har mødtes, hængt ud, gynget og drukket kaffe og øl. Enghave Plads har altid lagt rum til møder mellem mennesker – i hverdagen og ved demonstrationer og til koncerter. Her har træet været et smukt vartegn i dets skiftende udformning, alt efter årstiden. Og derfor var det også vemodigt at sige farvel, selvom det for mange kan lyde mærkeligt. For det var jo bare et træ.
For at forstå det, så tror jeg det er nødvendigt at se sagen i et større perspektiv
Modstanden mod fældningen er kulminationen på en årelang konflikt om Enghave Plads mellem Vesterbro på den ene side og Metroselskabet og Københavns Kommune på den anden. Og træet blev et symbol på denne konflikt.
Tilbage i 2006 besluttede kommunen overraskende at flytte stationen fra Tove Ditlevsens Plads til Enghave Plads. Det skete uden at spørge vesterbroerne, og det førte til både underskriftsindsamlinger og andre protester.
For hvorfor grave Enghave Plads op, når nu den fungerer så godt? Hvor ser man ellers en plads, der i den grad fungerer som samlingssted for en hel bydel? Hvor børn, skatere, alkoholikere og cafégæster kan samles på tværs af alle forskelligheder?
Senere kom en beboergruppe med et ganske gennemarbejdet forslag til en placering af stationen i Haderslevsgade mellem Enghave Plads og Tove Ditlevsens Plads.
Også dette forslag blev fejet af bordet af Metroselskabet og kommunen. På Rådhuset var det kun Enhedslisten, der bakkede op om de lokale forslag.
Læren af hele forløbet omkring kastanjetræet må være, at det er tid til dialog, demokrati og inddragelse af alle de gode kræfter på Vesterbro, der gerne vil bidrage til udviklingen af Enghave Plads.
I øjeblikket er udformningen af den nye Enghave Plads i høring. Jeg vil gerne opfordre Metroselskabet og de andre partier i Borgerrepræsentationen til denne gang at lytte og inddrage de lokale kræfter.
Det er altså ikke særligt kønt, når uenigheder mødes med hegn og vagter, og politiske beslutninger bliver udført i ly af natten.
Trykt i VesterbroBladet 12/10-11
BR-medlem
Gruppeformand
Børne- og Ungdomsudvalget
Arbejder som politisk sekretær for Enhedslisten
Flere blogs fra Rikke