› Opdateret 24. april 2010

Vi vil have en fattigdomsgrænse

Kan man være fattig, samtidig med at man har kisten fuld af guld? Sagtens, hvis man spørger V og K og deres nye definition på fattigdom i Danmark.

Efter først at have betvivlet, at der rent faktisk findes fattige, har regeringen nu spillet ud med en definition på social fattigdom. Visdommens brønd er nu ikke dybere, end at regeringen stadig ikke anerkender, at det ofte er økonomisk fattigdom, der fører til social fattigdom. DET HANDLER dybest set om, hvordan man vender argumentet. Bliver folk fattige , f. eks. fordi de har et misbrug af alkohol , eller misbruger folk alkohol , fordi de er fattige ? I København kan vi se et stort sammenfald mellem psykiske problemer, misbrug , dårlig skolegang osv. - og fattigdom. Men vi kommer ikke uden om, at økonomien spiller en afgørende rolle i forbindelse med sociale problemer.

Hvis politikerne på Christiansborg vil have et bud på en meningsfuld fattigdomsgrænse, kan de skæve til København. Vi har en meget brugbar fattigdomsgrænse baseret på hård økonomi.

Det er alt andet lige et bedre sammenligningsgrundlag end mere subjektive kriterier, f. eks. knyttet op på barnets skolegang og fravær, som er et af regeringens parametre for social fattigdom.

Den behovsbestemte fattigdomsgrænse kræver, at vi klart melder ud, hvordan en minimumstilværelse skal se ud i Danmark, og så kan det pludselig blive forpligtende.

Kan vi acceptere, at 50.000 danske børn lever i familier, som ikke kan komme gennem julen uden hjælp? At de ikke har råd til at dyrke idræt i en forening? At de ikke kan komme til børnefødselsdag, fordi de ikke har råd til en gave? I København lavede vi for nogle år siden en undersøgelse af, hvor mange fattige der bor i Kommunen. Vi sagde, at man skal have knap 100 kroner om dagen til alle udgifter, efter at bolig var trukket fra. Det vil sige rejser, mad, fritidsaktiviteter, fjernsyn osv. Det er penge nok til, at man ikke lider så store afsavn, at man ikke kan føle sig som en del af normalsamfundet.

Vores undersøgelse viste, at der eksisterer udbredt fattigdom i København.

34.000 mennesker, hvad der svarer til Vesterbro, oplever fattigdom i et år eller mere.

De mennesker har ikke råd til tandlægen, at spise frisk frugt hver dag eller at lade deres børn komme med på lejrture. En fattigdomsgrænse løser ingen problemer i sig selv, men den giver mulighed for at se dem og handle politisk.

Det har vi gjort i København. Vi får snart en gældsrådgivning, forsøg med sund gratis skolemad til en del af de fattige børn, kontingentfrihed i klubber i udsatte bydele og opsøgende sundhedsplejersker - fordi vi kan se, at fattige har et stort efterslæb på de felter.

Det grundlæggende problem er dog, at alt for mange mennesker i vores land har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på en fornuftig måde. Det handler ikke mindst om, at overførselsindkomster som kontanthjælp og starthjælp ikke er høje nok. Det vil en officiel fattigdomsgrænse meget tydeligt vise. En fattigdomsgrænse løser ingen problemer i sig selv, men den giver mulighed for at handle politisk

Indlæg skrevet sammen med Anne Vang, (A), børne borgmester i Kbh. Trykt i Politiken d.23/4